Nyheder17. september 2023 (opd. 17. september 2023)

Kaos ved målstregen: Flere løbere falder om til Copenhagen Half Marathon

Mange er blevet dårlige ved Copenhagen Half Marathon 2023, hvor varmen får flere til at falde om ved målstregen
Her hjælpes en af de mange løbere.
Her hjælpes en af de mange løbere.
 Foto: Presse-fotos.dk

Flere løbere ved Copenhagen Half Marathon 2023 er blevet dårlige ved målstregen.

TV 2 Kosmopols journalist observerede fem løbere, der dejsede om inden for 100 meter.

Flere er blevet båret væk på bårer, og tilfældige publikummer må agere sygeplejersker, mens nogen råber efter en læge.
En ambulance og en lægebil har måttet køre ind gennem menneskestrømmen med udrykning.

- Jeg er ikke blevet klædt på til at stå, hvor folk falder om. Jeg har skullet ringe 112, fordi én var bevidstløs, fortæller Daniel Lord, der er frivillig til løbet og har til opgave at dirigere trafikken, til TV 2 Kosmopol:

- Jeg har set over ti tilfælde på disse 100 meter. Jeg synes, det er fuldstændig utilstedeligt, at Sparta ikke har mere styr på det.

Foruden 112 har Daniel Lord fået et nummer, han kan ringe på, hvis nogen får behov for lægehjælp, men nummeret var optaget, hver gang han ringede, fortæller han.

TV 2 Kosmopols journalist så mindst syv tilfældige publikummer, der løb ind i en nærliggende købmand for at købe vand til de utilpasse løbere.

En tidligere sygeplejerske, Finn Bjørn Johansson, mener også, at der er brug for mere "medical assistance", en der har været.

- Man skal hjælpe folk, der er i nød. Ved den ene, jeg hjalp, var det meget alvorligt, vurderer han.

TV 2 Kosmopol har forholdt Sparta Atletik & Løb kritikken. Dorte Vibjerg, der er administrerende direktør, fortæller, at det er "meget normalt", at de har en del tilskadekomne.

Det er typisk løbere, der har overanstrengt sig og fået for lidt væske og derfor er blevet dehydrerede.

- I dag er en af de dage, hvor der er mange af dem, fordi temperaturerne er steget, og det betyder meget de sidste fem kilometer, hvor folk bliver overanstrengt, siger Dorte Vibjerg til TV 2 Kosmopol:

- Heldigvis har vi ikke haft nogle alvorlige hændelser, men vi har rigtig mange.

Hvor mange tilfælde kender I til på nuværende tidspunkt?

- Vi ligger i den høje ende rent antalsmæssigt, og det er på grund af vejret, siger hun.

Flere fortæller, at de har oplevet situation som voldsom, og en frivillig føler sig ikke godt nok klædt på. Hvordan forholder I jer til det?

- Vi bliver nødt til at prioritere benhårdt, når der er så mange hændelser, så dem, der har brug for akut hjælp, får hjælp først. Så kommer dem, der ikke er livstruende, til at vente, siger Dorte Vibjerg:

- Der er altid nogen, der skal med en ambulance.

Sponsoreret indhold