Nyheder18. december 2008

Kandis-tragedien: Sådan var Helle

Familien havde førsteprioritet i Johnny Hansens kones liv. Alligevel lod hun sine elskede børn og sin mand i stikken, da hun tog sit eget liv
Helle Bekhøj ofrede sine egne drømme til fordel for Kandis-Johnnys karriere
Helle Bekhøj ofrede sine egne drømme til fordel for Kandis-Johnnys karriere
 Foto: Hans Bølcho

Mange har sikkert stillet sig selv spørgsmålet: hvordan var Helle Bekhøj? - i forsøget på at forstå, hvordan hun kunne svigte sin familie ved at begå selvmord.

Men faktisk var familien det vigtigtste for Helle. Hun klarede tingene hjemme i villaen i Hurup i Thy, mens Johnny var på farten med Kandis eller sammen med sin far Bjørn fra Bjørn og Okay.

Helle hyggede om sine to piger Cecilie på 15 og Carolline på 12, og sørgede gerne for friskbagte boller.

Fik aldrig indfriet sine drømme

- Du fandt din egen rolle i vores hjem, og jeg elskede at komme hjem til det hjem, du skabte. Du var altid omsorgsfuld over for mig og pigerne, sagde Johnny i sin tale ved Helles begravelse i lørdags.

Parret blev gift i den kirke, hvor Helle i lørdags blev stedt til hvile.

Ifølge Kandis-Johnny fik Helle aldrig indfriet sine drømme, fordi hun ofrede sig for hans karriere.

- Du havde planer om at bygge dit eget plejehjem. Men min karriere kom i vejen. Du fik ikke opfyldt dine drømme og ambitioner. Familien var det vigtigste for dig, og du var ikke den, som ville stå i vejen for andre, sagde han.

Men selv om Helle Bekhøj satte sig selv til side til fordel for sin mand, havde hun det helt fint med sin rolle.

Helle beklagede sig aldrig. For hende var det blevet naturligt at passe hjemmet og pigerne. Hun forgudede dem og var der altid for dem. Det var sjældent, hun fortalte så meget om sit liv, men i bogen "Kandis, en dør til fantasien", der udkom for et par år siden, gjorde hun det klart, at hun havde det fint med sin rolle:
- Det kan ikke nytte at klage, for så skulle jeg have sagt fra i tide, sagde hun.

Helle sagde ikke fra. Men tilsyneladende har mange ting hobet sig op gennem årene, så hun til sidst valgte den værste og allersidste udvej - at tage sit eget liv.

Sponsoreret indhold