Nyheder26. juli 2009

Kandis-Johnny: Reddet af familien

Forsangeren er på vej til atter at være en glad mand, efter konen Helle i vinter begik selvmord
Johnny er begyndt at kunne se lyst på livet igen
Johnny er begyndt at kunne se lyst på livet igen
 Foto: All Over

Hvis ikke det var for familien og de nære venner, så var Johnny Hansen nok stadig i det dybe, mørke hul, som han pludselig befandt sig i, et par uger før juleaften. Konen Helle havde hængt sig selv.

- Familiens og vennernes opbakning blev min redning, fortæller Johnny til Ekstra Bladet.

Selv om sorgen endnu ikke helt har sluppet sit tag i frontmanden fra dansktopbandet Kandis, ser dagene lysere ud nu, 7 måneder efter tragedien.

- Livet bliver aldrig det samme uden Helle, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan få det godt igen. Jeg er allerede godt på vej, siger han.

Ud over en sønderknust mand efterlod Helle sig også 2 døtre på i dag 17 og 13 år. Det er især den yngste, Johnny går og bekymrer sig om, når han er på turné og derfor ikke har daglig kontakt med pigerne. Men heldigvis har hele familien fået det bedre.

- Jeg får stadig nedture, men er ligesom mine døtre stoppet med at tale med en psykolog. Det i sig selv vidner om en vis fremgang. Men frem for alt er familien og vennerne fantastiske til at tage hånd om os og tale med os, når vi har det skidt.

Sponsoreret indhold