Nyheder26. september 2008

Kamilla Bech Holten: Sang til sin egen bisættelse

Tårene flød til tonerne af salmen Amazing Grace da Kamillas egen stemme fyldte kirkerummet
Kasper, Peter Mygind og Kamillas nærmeste familie bar kisten ud af kirken
Kasper, Peter Mygind og Kamillas nærmeste familie bar kisten ud af kirken
 Foto: Niels S. Andersen

Mange af Kamillas venner havde tilbudt at synge eller spille i kirken, men familien og Kamilla ville have det helt anderledes.

Halvt inde i bisættelsen rejste Kamillas far sig og satte en cd på med en smuk og sødmefuld kvindestemme, der med salmen "Amazing Grace" sendte 36-årige Kamilla afsted på hendes sidste rejse.

Det var Kamillas egen stemme, der fyldte kirken, og hvor de tilstedeværende først havde forsøgt at sørge i stilhed, fik den bevægende sang tårerne til at få frit løb.

Det var en fattet Kasper Bech Holten, der sammen med flere af Kamillas familiemedlemmer og hendes nære, nære ven Peter Mygind der bar den hvide kiste ud af kirken efter bisættelsen.

Fuld af kærlighed

Det store kirkerum var fyldt af kærlighed - et emne som også prægede præsten Egon Lausens rørende tale:

- Kærlighed har altid sin pris. Problemet er bare, at man aldrig kender prisen. Sådan er det med kærlighed blandt mennesker på Jorden. Men fordi der er en pris, dør kærligheden ikke af det. Den gemmer sig måske lidt af vejen, den trækker sig lidt tilbage, når det bliver for barskt. Men den dør aldrig.
Kamillas kærlighed til livet og til de mennesker, der omgav hende, alle dem som hun elskede eller havde elsket, blev hun til det allersidste ved med at have plads til i sin kærlighed. Alle...hver og én, sagde præsten.

Imens sad dem der kendte, elskede og havde elsket Kamilla rundt omkring i kirken - nogen sammen og nogen helt alene - men alle med den Kamilla i tankerne, som har betydet noget helt specielt i deres liv.

Til sidst takkede Kamillas far alle de fremmødte for deres deltagelse, og for de overvældende mange blomster, der prydede kirken.

Sponsoreret indhold