Nyheder28. oktober 2009

Kalle Pimp: Sov over sig

Den brødebetyngede ”Talent 09”-vinder undskyldte direkte på TV
Måske fejrede Kalle Pimp og fruen sejren lidt for heftigt, siden han kom for sent - selv påstår han, at han var stresset
Måske fejrede Kalle Pimp og fruen sejren lidt for heftigt, siden han kom for sent - selv påstår han, at han var stresset
 Foto: All Over

Det, der måske kan gå hen at blive en smuk musikalsk karriere, fik en fantastisk start for Kalle Pimp. Han vandt "Talent 09".

Men allerede dagen efter kom den første nedtur.

Han sov over sig til sit første job og måtte skuffe 500 fans, som var mødt op i Tarup Centret på Fyn for at få et glimt og måske en autograf af den store rapper.

- Nu har jeg i 25 år arrangeret koncerter og aldrig oplevet noget lignende. Det er uprofessionelt, og på den måde bliver han i hvert fald ved med at være amatør, siger centerleder Kaj Hviid til B.T.

Den 23-årige Pimp var da heller ikke specielt stolt ved situationen, da han i DR's "Aftenshowet" forsøgte at forklare, hvorfor han ikke var kommet kl. 10.30 som planlagt.

- Jeg vågnede 20 minutter i 11, og jeg har virkelig meget stress på. Jeg blev rigtig ked af det, for jeg indså hurtigt, at jeg hverken kunne nå koncerten i Odense eller Kolding, sagde han og lovede bod og bedring over for sine skuffede fans.

- Jeg skal nok gøre det godt igen på et senere tidspunkt, sagde han.

Spørgsmålet er, om det bliver en "gratis" koncert, men på et tidspunkt skal han nok komme forbi. Hans mentor og dommer-fan Jokeren har sagt, at han tager Kalle Pimp med sig, når han skal ud at turnere.

- Kalle Pimp er med i Pumpehuset den 26. november og indtil videre vist også på et job i Vejle, sagde Jokeren efter Pimps sejr fredag aften.

Sponsoreret indhold