Nyheder21. februar 2022

Kænguru løs på Lolland: Er det din?

Politiet efterlyser ejeren af det eksotiske pattedyr
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kaenguru2.png
 Screendump fra Facebook/Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

En bilist spærrede mandag morgen øjnene op, da han pludselig opdagede en kænguru, der sprang rundt uden for bilen, da han kørte på Skovfogedvej ved Øster Ulslev på Lolland.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Facebook.

Her har politiet uploadet en video, som bilisten har sendt ind til dem.

På den fem sekunder lange video, ser man ganske rigtigt en kænguru springe afsted ud over en mark.

Nu efterlyser politiet så ejeren af den lille kænguru.

"Er der nogen, der kender den lollandske kænguru?," spørger politiet i opslaget.

Flere Facebook-brugere, der har kommenteret opslaget, mener, at kænguruen har været på fri fod i mange år.

Artiklen fortsætter under videoen …

Ifølge politiet er det heller ikke usandsynligt.

– Jeg mener, at vi for måske en måneds tid siden også fik en henvendelse om en løs kænguru, så måske er det den samme, siger Palle Hansen, kommunikationsmedarbejder i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Kender man noget til kænguruen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Sponsoreret indhold