Kæmpeedderkop skaber frygt i supermarked

En ansat i et supermarked i Tyskland gjorde forleden et atypisk fund i en banankasse.
Medarbejderen fandt nemlig en giftig kæmpeedderkop, der kravlede rundt i kassen i et supermarked i byen Prerow. Det skriver det tyske medie T-Online.
Det var en edderkop af arten kæmpekrabbeedderkop. Deres kroppe kan være op til 4,6 centimeter brede og deres benspænd op til 30 centimeter.
Dyret, der normalt ikke bosætter sig i Europa, trives særlig godt i subtropisk og tropisk klima.
Ifølge politiet i Rostock kunne medarbejderen fange edderkoppen i kassen, inden politiet kom og tog den med. Det er uvist, hvad der nu skal ske med det eksotiske dyr.
Ingen blev bidt under indfangningen af edderkoppen. Og det var heldigt, for bid af en edderkop på den størrelse kan give mennesker hovedpine og muskelsmerter.