Hvis du drømmer om at læse alle historierne, der ikke handler om kommunalvalget, på nyhedssider som SE og HØR eller Billed-Bladet i dag, så har det de seneste timer været en lidt svingende oplevelse.
For problemer hos sikkerhedsudbyderen Cloudflare har tirsdag eftermiddag giver store udfald både på disse og andre hjemmesider.
På sin hjemmeside skriver Cloudflare, at der er tale om interne tekniske problemer.
Det har resulteret i, at man blandt andet ikke kan tilgå det sociale medie X.
Også ChatGPT, Spotify og andre internationale tjenester er ustabile.
Det samme gælder den svenske møbelkæde Ikea, skriver TV 2.
Cloudflare rapporterede selv om globale netværksproblemer tirsdag formiddag.
- Kunder kan stadig opleve flere fejl end normalt, mens vi fortsætter med at løse problemerne, skrev Cloudflare i en opdatering.
Omkring lidt over klokken 13 så problemerne ud til at være løst. Men fejlene vendte dog tilbage allerede et par minutter senere.
Cloudflare er en global it-virksomhed, som benyttes af millioner af hjemmesider.
- Cloudflare er et af de største netværk, der opererer på internettet, skriver virksomheden selv.
Den amerikanske virksomhed driver infrastruktur, der leverer mange af de it-tjenester, som websteder bruger. For eksempel tjenester, der beskytter websteder mod cyberangreb eller tung trafik.
Cloudflare er den tredje store webudbyder, der har været ramt af nedbrud i den seneste tid.
I oktober var det Amazon Web Services, AWS, der havde problemer. Lidt mere end en uge senere var det Microsofts Azure-tjeneste, der var ramt af nedbrud.
Begge tjenesters nedbrud påvirkede en længere række internationale og danske hjemmesider og tjenester som DSB, en række banker og Forsvarets hjemmeside, der var nede for trafik.