Nyheder27. juni 2024 (opd. 27. juni 2024)

Kæmpe læk hos dansk teleselskab: Afslørede 246.000 kunders hemmelige adresse og nummer

I seks dage har samtlige kunder hos Oister med hemmelig adresse fået deres oplysninger vist på nettet

Det er lækket, der bare IKKE må ske. Alligevel må teleselskabet Oister i dag erkende, at samtlige kunder, der har hemmelig adresse, har fået dem delt på hjemmesiden 118.dk.

Ved en fejl er informationerne lagt ud på hjemmesiden i fredags og først blevet fjernet i går, da datalækket gik op for Oisters teknikere.

Og det er særdeles alvorligt for de kunder, der har valgt at få deres adresse beskyttet, fordi de kan have en særlig interesse i, at uvedkommende ikke må kende den.

Det kan være alt fra kendte til mennesker, der bliver forfulgt af en stalker, eller har brug for at blive beskyttet mod sin tidligere partner.

Ifølge Oister er der tale om et meget stort antal kunder, som har fået delt data. Således vurderer selskabet, at cirka 246.000 kunder er ramt, som enten har en hemmelig adresse og/eller et skjult nummer.

Lækket er sket under en IT-opgradering hos Oister, der altså gik galt. Og firmaet erkender, at det bestemt ikke må ske.

- Oister ser på denne sag med den største alvor og beklager meget over for de berørte kunder.

- Vores førsteprioritet har selvfølgelig været at skjule de berørte data på ny, hvilket er løst. Vi har desuden skærpet vores procedurer og implementeret nye foranstaltninger, der skal sikre, at en lignende situation ikke opstår igen.

- Alle kunder er blevet orienteret, og hændelsen er indberettet til relevante myndigheder, siger direktør for Oister, Anthony Lim, i en udtalelse om sagen.

Hvis du er ramt, tilbyder Oister nu, at man gratis kan få et nyt skjult nummer.

Der er også oprettet en hotline på telefon 70 31 30 74 frem til klokken 19.00 i dag for dem, der akut har brug for hjælp.

Sponsoreret indhold