Nyheder18. januar 2022

Kæmpe astroide kommer meget tæt på Jorden: - Det er virkelig usædvanligt

Asteroiden 7482 kommer meget tæt på Jorden i løbet af 18. januar
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20130204-074533-pf-1920x1296we.jpg
 Foto: Andrzej Wojcicki/Science Photo Library/Ritzau Scanpix

I det nye Netflix-hit 'Don't Look Up' er en kæmpe komet på vej mod Jorden. Filmen er fiktion, men i dag kommer et andet kæmpe fænomen meget tæt på os.

Det er den kilometer-stor asteroide 7482, der har en beregnet diameter på omkring en kilometer, der 18. januar kommer meget tæt på os.

Det oplyser NASA i et Twitter-opslag.

7482 passerer os med en afstand på lige i underkanten af to millioner kilometer Det kan lyde langt væk, men det er faktisk utrolig tæt på vores planet set med astronomisk målestok.

Det fortæller Henning Haack, der er geofysiker, ph.d. og underviser for unge science-talenter ved ScienceTalenter, til SE og HØR.

- At der kommer et objekt på en kilometer inden for den her afstand, er ikke noget, der sker hver dag. Det er virkelig usædvanligt, siger han.

Potentielt farlig

Asteroiden bliver af NASA kategoriseret som værende ’potentially hazardous’ – altså potentielt farlig.

Der er dog ingen grund til bekymring, siger Henning Haack.

- Den kommer ikke til at ramme Jorden nu. Når de skriver den på den her liste over potentielt farlige objekter, så er den rigtig tæt på Jorden, så det er en, vi skal holde nøje øje med. Det har man gjort i lang tid op til i dag, siger han.

I Twitter-opslaget skriver NASA Asteroide Watch, der holder øje med asteroider i solsystemet, at 7482 ’sikkert’ vil flyve forbi Jorden.

Kan blive svær at se

Selvom 7482 flyver tæt forbi os, så kan man godt skyde en hvid pil efter at se asteroiden, medmindre man er i besiddelse af et teleskop.

- Man vil ikke kunne se den på himlen. Det kræver et forholdsvist godt amatør-teleskop. Hvis man har et teleskop stående på størrelse med en støvsuger, vil man kunne se en lille, svag lysplet på nattehimlen, der flytter sig fra time til time, siger Henning Haack.

Man vil altså ikke kunne se den med det blotte øje.

Hvad nu hvis?

Selvom 7482 er et stort objekt, så vil den ikke udslette al liv på planeten, hvis den pludselig skulle ændre bane og ramme Jorden.

- Den ville lægge Sjælland og Skåne øde, hvis den slog ned i København. Det er helle ikke uden betydning. Man ville kunne se eftervirkningerne af nedslaget på hele Jorden. Klimaet ville blive koldere i nogle år, siger Henning Haack og henviser til den mængde støv, der ville blive sendt op i atmosfæren.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/asteroide_impact.png
 Foto: asteroidcollision.herokuapp.com/

Sådan her vil det se ud, hvis 7482 slog ned i København. Den orange cirkel viser, hvor stort krateret vil blive. Inden for den grønne cirkel vil det være svært at overleve, da det ville regne med meget varmt nedfald fra nedslaget, fortæller Henning Haack. Foto: asteroidcollision.herokuapp.com/

Han understreger, at man dog ville vide det et par måneder før, så han ville klart anbefale at tage en tur til Norge, hvis det meget usandsynlige skulle ske.

7482 flyver forbi Jorden omkring 22.50 dansk tid i aften.

Sponsoreret indhold