Nyheder6. november 2009

”Julefrokosten”: Forrygende folkekomedie

SE og HØR anmelder den stjernebesatte danske film, som har premiere i dag
Kim Bodnia er med til at trække "Julefrokosten" op på 4 stjerner
Kim Bodnia er med til at trække "Julefrokosten" op på 4 stjerner

Den smarte sælger Anders Bo (Thomas Voss) vender tilbage til sin fødeby, hvor han har fået job hos bilforhandleren Mastodont. Her mangler den usympatiske ejer (Martin Brygmann) kun at overtage den lille, hyggelige Holgers Auto, før han har totalt monopol på alt bilsalg.

Derfor sendes Anders Bo undercover som Holgers (Dick Kaysø) nye værkfører. Han bliver straks inviteret til den traditionelle julefrokost, hvor han skal forsøge at få fingrene i Holgers kundekartotek. Tingene går dog absolut ikke som planlagt, og da aftenen er omme, er ingenting som før i det lille værksted.

"Julefrokosten" er en absolut morsom folkekomedie, der byder på flere gode grin undervejs.

Humoren hører bestemt til i den lettere genre, men kan man lide prutter, bræk og folk, der bliver torpederet af bulldozere, bliver man bestemt ikke skuffet.

Filmen byder på en række kendte skuespillere, der alle leverer solide og sjove præstationer. Især udmærker Kim Bodnia sig i rollen som den tidligere værkfører Buller, der i filmens indledning bliver ramt hårdt i hovedet, hvilket resulterer i en alvorlig hjerneskade, der sender ham tilbage til barnestadiet rent retorisk.

Buller skal dog stadig med til julefrokosten, og det skaber en række hysterisk morsomme scener.

Bodnia skal især roses for at levere den uden tvivl sjoveste brækscene i nyere dansk filmhistorie, og den alene gør, at "Julefrokosten" er værd at se - og 4 ud af 6 SE og HØR-logoer værd.

Sponsoreret indhold