JUL FORAN SKÆRMEN
I dagene op til jul skal jeg følge De knaldhamrende Nattergale og deres "Canal Wild Card". Det er humor på højt plan og en skøn julekalender-fornyelse. Dagen før juleaften bliver jeg nok også nødt til at se første afsnit af Stephen King-gyseren, "Ondskabens hotel", for afsnit to og tre kommer 1. og 2. juledag. Juleaften er der ikke så meget med TV i mit hjem, men jeg tror ikke, jeg får problemer, hvis jeg tænder for kassen efter julemiddagen, når de tre tenorer synger nye og gamle julesange. Netop 1. og 2. juledag glæder jeg mig allermest til. Bare pølse rundt i nogle løsthængende laser og nappe en film i ny og næ. Det er pragtfuldt. 1. juledag er der to absolutte must-film for mig, og de bliver sendt lige efter hinanden. Det er først dokumentardramaet om Chaplins liv og lige efter Jack Lemmon og Walter Matthau i kultfilmen for journalister, "Ryd forsiden". 2. juledag byder også på kære gensyn, men jeg får et problem, når jeg skal vælge mellem "Sound of Music" og "Ivanhoe", der bliver sendt på samme tid på forskellige kanaler. Fra alle os på SE og HØRs redaktion vil jeg ønske alle jer en rigtig glædelig højtid, og så tales vi ved lige efter jul.http://www.seoghoer.dk/go.aspx?I=9&G=54 (...søg i SE og HØRs TV-guide)