Nyheder16. december 2023

Jordskred på grund af massiv regn medfører trafikale ændringer

Gammel Aarhusvej i Ølst er søndag blevet afspærret. Det skyldes et jordskred ved virksomheden Nordic Waste

Politiet har gennemført en større omlægning af trafikken i Ølst, som ligger syd for Randers, på grund af et jordskred ved jordbehandlingsvirksomheden Nordic Waste.

Det oplyser Rene Ludvig, som er vagtchef hos Østjyllands Politi. Han fortæller, at situationen i området er "kritisk".

- Der er fare for, at jordmængden, som tidligere er blevet håndteret inde på selve området ved Nordic Waste, er på vej ind igennem nogle af deres bygninger og ud på kørebanen - altså Gammel Aarhusvej.

Vagtchefen fortæller, at Gammel Aarhusvej er blevet afspærret søndag fra Erslevvej mod Haldrupvej. Der er derfor blevet lavet en omkørsel fra Alstrupgårdsvej og Stahotvej.

Afspærringen ventes først at blive ophævet om mindst en uge.

- Vejen er forholdsvis lille. Vi kan ikke både arbejde derude og have krydsende trafik. Så man vælger at lukke vejen helt af. Der er store maskiner, og de skal have plads til at arbejde.

Rene Ludvig fortæller, at jordskreddet er forårsaget af den seneste tids store nedbørsmængder.

- Vi skal sikre os, at det ikke udvikler sig til en miljøkatastrofe. Der løber et større vandløb derude, og vi vil ikke have jord ned i vandløbet, siger han og tilføjer, at jorden fra jordskreddet er forurenet.

Nordic Wastes administrationsbygning er blevet revet ned, da den var i sammenstyrtningsfare som følge af jordskreddet. Derudover er en lagerbygning blevet beskadiget.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med jordskreddet.

Rene Ludvig siger, at den kommende tids arbejde består i at stabilisere den jord, som er på vej ud på Gammel Aarhusvej.

- Så skal man begynde at arbejde sig fra landevejen og ind på området ved at få den (jorden, red.) gravet væk og opmagasineret nye steder.

Sponsoreret indhold