Nyheder3. november 2023

Jordskælv ryster Nepal: Styrke på 6,2

Et jordskælv med en styrke på 6,2 har ramt Nepal-regionen

128 personer har mistet livet og mange er blevet såret i Nepal fredag, da et kraftigt jordskælv ramte den vestlige del af distriktet Jajarkot, oplyser politiet.

Vidner siger, at bygninger i området kollapsede, mens rystelser kunne mærkes i bygninger i New Delhi i Indien.

Nepals nationale seismologiske center siger, at skælvet havde en beregnet styrke på 6,4. Et tysk center for geovidenskab oplyser, at det havde en beregnet styrke på 5,7.

Lokale embedsfolk siger, at det ikke har været muligt at få kontakt med folk i området omkring epicentret i Jajarkot, som er et bakket område med et befolkningstal på 190.000 og landsbyer spredt ud over bakkerne.

En lokal embedsmand i Jajarkot siger, at mindst 34 personer er blevet dræbt i hans distrikt, mens distriktet Rukum West melder om 35 omkomne.

Myndighederne er natten til lørdag dansk tid ikke nået frem til epicentret i Ramidanda.

Nepals premierminister, Pushpa Kamal Dahal, udtrykker stor sorg over tabet af liv og ejendomme i jordskælvet og har beordret sikkerhedsagenturer til omgående at iværksætte en redningsaktion.

Ifølge det seismologiske center skete skælvet klokken 23.47 lokal tid. Jajarkot, hvor skælvet skete, ligger omkring 500 kilometer fra Nepals hovedstad, Kathmandu.

Billeder og videoer fra lokale medier viser smuldrede facader på fleretagershuse med møbler, der ligger spredt.

Rystelserne kunne også mærkes i nabodistrikterne og i Kathmandu, siger indbyggere.

- Huse er kollapset. Folk skyndte sig ud af deres hjem. Jeg er ude blandt mængden af rædselsslagne indbyggere. Vi prøver at blive klogere på detaljerne omkring skaderne, siger Santosh Rokka fra politiet i distriktet.

I 2015 ramte et jordskælv med en en kraft på 7,8. Her omkom næsten 9000 mennesker, og mere end en halv million boliger blev ødelagt.

Et jordskælv i november 2022 på 5,6 rystede Doti ikke langt fra Jumla. Her døde seks personer.

Sponsoreret indhold