Jordskælv på Kreta: Her er udmeldingen fra Udenrigsministeriets Borgerservice

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer på Twitter danskere i området til at følge de lokale myndigheders anvisninger.
- Jordskælv i Heraklion-området på Kreta i Grækenland her til morgen. Fortsat større efterskælv. Følg lokale myndigheders anvisninger, lyder det i tweetet.
Artiklen fortsætter under tweetet
Et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,5 har ramt øen Kreta i Grækenland.
Det oplyser Det Europæiske Seismologiske Center for Middelhavet (EMSC) mandag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Skælvet havde en dybde på to kilometer.
Nyhedsbureauet AFP citerer en græsk tv-station for, at en person er død efter jordskælvet.
Ved havnebyen Iraklio flygtede mange mennesker ud på gaden, viser tv-billeder ifølge nyhedsbureauet dpa. Øjenvidner melder om skader på bygninger.
Flere brugere på det sociale medie Twitter skriver, at de tydeligt har kunnet mærke rystelserne.
Ifølge dpa kunne jordskælvet mærkes på hele Kreta. Også på andre græske øer var der rystelser. Det gælder blandt andet Santorini omkring 150 kilometer nord for Kreta.
Forskellige seismologiske institutter har beregnet varierende størrelser på skælvet. Det er ganske normalt i timerne og dagene efter et skælv.