Jordbærplukker tjente nul kroner på ni dages arbejde i Nordjylland

Der er dårligt betalte job. Og så er der dem, hvor du slet ikke tjener noget.
Sidstnævnte bliver som regel kaldt frivilligt arbejde, men det var nu ikke planen med at rejse til Danmark for argentinske Roberto Mancinellis vedkommende.
Han ankom i begyndelsen af juni til Danmark, da han havde læst, at det var muligt at tjene penge på frugtplukning i sommerperioden.
Men det skulle vise sig at være et overdrevet rygte. Det skriver Fagbladet 3F.
Løn og arbejdsmuligheder var ikke retvisende
Roberto Mancinelli endte hos virksomheden Føltved i Nordjylland og dennes leverandør af udenlandsk arbejde, Vitokan Danmark.
Her blev han fortalt, at han kunne plukke 12 kasser, og nogle dage mere end 20 kasser, med godt fem kilo jordbær i hver.
Lønnen, fik han at vide, ville være på 45 kroner per kasse på 5,2 kilo.
Men hverken lønnen eller antal mulige plukkede kasser viste sig at holde stik.
På lønsedlen, som Fagbladet 3F har set, fremgår det, at Roberto Mancinelli fra den 3. til den 11. juli plukkede 27 kasser med jordbær til 36 kroner stykket.
Samlet set har han tjent 1332 kroner før skat for sit arbejde. 972 kroner for jordbærplukkeriet og 360 kroner for tre timers kartoffelarbejdet.
Løn røg på husleje og skat
De få kroner har han dog ikke engang kunne beholde.
Vitokan Danmark har trukket Roberto Mancinelli 1225 kroner i husleje for at bo i en firepersoner mandskabsvogn. Derudover er der trukket 107 kroner i arbejdsmarkedsbidrag.
– Jeg sagde jobbet op, fordi det var umuligt at tjene penge, siger Roberto Mancinelli og oplyser, at en del af bærrene i markerne enten var rådne eller grønne.
Han har ovenikøbet brugt en masse penge på at komme til Danmark fra Barcelona, hvor han har arbejdet som kok, køkkenassistent og souschef de seneste seks år, fortæller han.
De 45 kroner for en kasse jordbær blev aldrig til virkelighed, da Vitokan Danmark kan sætte sæsonarbejderne 20 procent ned i løn, hvis medarbejderen ikke bliver i jobbet indtil en aftalt dato i sæsonen.
Derfor endte lønnen på 36 kroner per kasse jordbær i stedet.
– En decideret underskudsforretning
Hos Den Grønne Gruppe i 3F Aalborg er gruppeformand Kasper Johansen mildest talt forarget over lønnen og arbejdsforholdene.
– Jeg har aldrig tidligere set en lønseddel, hvor en medarbejder i en virksomhed har arbejdet så meget uden at få udbetalt penge for det.
– Det har jo været en decideret underskudsforretning for sæsonarbejderen at blive lokket til Danmark. Det er på ingen måde i orden at betale folk så lidt, for man skal man kunne leve af sin løn i Danmark, siger han.
Fagbladet 3F har været i kontakt med tæt på 20 udlændinge, der i år har arbejdet hos Føltved som ansat hos Vitokan Danmark. Alle er utilfredse med forholdene hos virksomheden.