Jonathan Richter: Sover det meste af tiden

Jonathan Richter overlevede mirakuløst, efter han blev ramt af et lyn under en fodboldkamp. Og glæden var stor i hans hjemmeklub FC Nordsjælland, da det for kort tid siden blev klart, at han kan komme til at leve et normalt liv igen.
Men ifølge B.T. er den talentfulde spiller stadig indlagt. Han sover det meste af tiden, og hans nyrer fungerer ikke, så han er under konstant dialysebehandling.
- Vi er optimistiske, for hvis der er nogen, der kan stå det igennem, så er det en toptrænet sportsmand som ham, men der er ingen tvivl om, at det er en lang og sej kamp, han har foran sig, siger FC Nordsjællands klubejer til B.T.
Jonathans familie - og ikke mindst hans tvillingbror Simon - er naturligvis lykkelige over, at han overlevede, og har siden den katastrofale ulykke været ved hans side på Hvidovre Hospital.