Nyheder25. august 2023

Jon Stephensen: - Jeg har dummet mig

Løsgænger Jon Stephensen sætter ord på den situation, han er endt i, efter mistillid fra hans tidligere parti Moderaterne
(ARKIV) Moderaternes kulturordfører Jon Stephensen
Jon Stephensen tog orlov fra Folketinget i april efter en række dårlige sager, der blandt andet omhandlende upassende beskeder til en 19-årig kvindelig partifælle.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Folketingsmedlem og løsgænger Jon Stephensen mener selv, han har gjort alt i sin magt for at genskabe tilliden til Moderaternes folketingsgruppe.

Men efter gentagne beskyldninger om grænseoverskridende adfærd, efterfølgende orlov og fortsat manglende tillid, at det er en naturlig konsekvens af forløbet, at han er endt som løsgænger.

Det siger Jon Stephensen i et interview med DR.

- Jeg respekterer afgørelsen. Jeg har dummet mig. Jeg har gjort noget forkert. Og det betaler jeg prisen for. Og så er den jo egentlig ikke så meget længere, siger han til DR.

Tidligere torsdag stod det klart, at politikeren, der for nylig har meldt sig ud af Moderaterne efter mistillid fra folketingsgruppen, er vendt tilbage til Folketinget tidligere end ventet.

Jon Stephensen tog orlov fra Folketinget i april efter en række møgsager, blandt andet omhandlende upassende beskeder til en 19-årig kvindelig partifælle.

Han skrev blandt andet til hende, at hun virkede klog, og at hun var "smuk med den lækreste krop".

Og tilbage på sin plads i Folketingssalen vil han langt hen ad vejen stemme med SVM-regeringen - men han kan ikke love, at det bliver hver gang, siger han til DR.

Om han bliver ved med at sidde i Folketingssalen som løsgænger, kan han ikke svare på, men han afviser ikke, at han måske ender i et andet parti.

Stephensen har tidligere sagt, at han ville fortsætte selvbetalt orlov frem til Folketingets åbning 3. oktober.

Men han er altså nu vendt tilbage mere end en måned tidligere end annonceret.

Sponsoreret indhold