Jon Pagh havde ubehagelig oplevelse: Hvorfor hjalp ingen?

For få dage siden stod Jon Pagh på Skanderborg Station og ventede på toget mod København.

Ventetiden blev dog ganske dramatisk. En beruset mand var i nød, og Jon måtte ringe 112.

- Man bliver selvfølgelig påvirket af at møde et andet menneske i så elendig forfatning, men jeg er mindst ligeså påvirket af dem, der valgte at kigge den anden vej, fortæller Jon i et opslag, han har delt på sin Facebook-side.

Normalt ville han ikke dele en sådan oplevelse offentligt, men han har siden haft svært ved at ryste den af sig.

I sit Facebook-opslag fortæller Jon, at den berusede mand tydeligvis havde brug for hjælp. Manden kunne ikke styre sine bevægelser og havde også svært ved at formulere sig. På det tidspunkt havde de andre rejsende på perronen flyttet sig fra den berusede mand.

- Jeg spørger, hvad han hedder, hvor han skal hen og om han har brug for hjælp. Allerede der har jeg en fornemmelse af, at jeg dårligt kan efterlade ham i den tilstand, forklarer Jon og tilføjer:

- Efter kort tid begynder han at få det dårligere, kaster lys væske op og kroppen bliver mere og mere ude af kontrol. Jeg beder ham om at lægge sig ned på bænken og ringer 112.

Mens Jon har fat i alarmcentralen, lykkes det manden at rejse sig, men han er så usikker på benene, at det går galt. Manden er pludseligt faldet ned på skinnerne.

- Kort efter falder han om og ligger fladt på skinnerne og lader til at være uden for bevidsthed. Jeg kigger som det første på afgangstavlen og kan se, at det næste tog ankommer 10 minutter efter.

I de næste minutter kæmper Jon for at få manden på benene, indtil ambulance og politi ankom få minutter senere og tog over.

- Det var årsagen til mit opkald til 112, men det er ikke årsagen til den her opdatering, skriver en rystet Jon.

For selv om det var en ubehagelig oplevelse at se en mand have det så dårligt, er der også noget andet, der har rystet Jon.

- Ubehaget opstod egentligt først i toget på vej mod København og i løbet af i dag. For vi var ikke de to eneste mennesker på Skanderborg station. Faktisk var der 10-15-20-30 mennesker på vores perron og perronen over for. Ikke EN ENESTE tilbød sin hjælp til ham eller til mig for den sags skyld. Ikke en! Selv ikke da jeg stod nede på skinnerne med telefonen mellem skulder og øre og baksede med en mand smurt ind i bræk og blod, som var i akut livsfare. Det er simpelthen for ringe!, skriver Jon i sit opslag, inden han tilføjer:

- Jeg anerkender samtidig fuldstændigt, at folk har forskellige reaktionsmønstrer, grænser, formåen - og at ikke alle har det på samme måde som mig. Det anerkender jeg! Men at jeg alligevel skulle stå alene i den situation, når 10-15-20-30 andre mennesker kunne have hjulpet til, skuffer mig dybt. Kunne man presse sig selv til at skubbe sine grænser en smule i sådan en situation? Selv den mindste hjælp er til gavn, tror jeg på.

- Man bliver selvfølgelig påvirket af at møde et andet menneske i så elendig forfatning, men jeg er mindst ligeså påvirket af dem, der valgte at kigge den anden vej, lyder det til slut fra Jon.