JON OG ROBERT

Det kunne som sagt have været historien om Jon Nørgaard fra Grenå, vinderen af "Popstars". Det blev det bare ikke, for det er desværre ikke længere den rigtige historie. Historien handler nu i stedet om noget helt andet. Om vold. Om politianmeldelser. Om ballade. Om dårlige manerer. Om en mand, der ikke kunne håndtere succesen - og for hvem karrieren nærmest sluttede, før den for alvor begyndte. Det er alt sammen forfærdelig synd for Jon. Ikke sådan at forstå, at han skal fritages for ansvaret for det, han tilsyneladende har gjort. Men fordi voldsepisoden dybest set er udtryk for, hvad der sker, når der ikke står erfarne, forstandige folk klar til at tage vare på de unge, feterede stjerner, således at de kan håndtere succesen. Sammenligningen med Robert Hansen ligger lige for. Også han er en mand med ubestridelige talenter - men også her er det gået for hurtigt. Og derfor er historien om Robert Hansen ikke længere den om en talentfuld skuespiller, men i stedet den om vold og narkomisbrug. Hvor er det i grunden synd og skam. Hvem har så skylden? Jon har allerede antydet sit svar: Nemlig, at det er mediernes. Således forsvarede Jon i en avis sit overfald med, at han var presset af forskellige avisskriverier. Oprigtig talt, Jon: Den forklaring er for tynd. Det hænger ikke sammen både at ville give den i rollen som vældig voksen - og så samtidig ikke at ville tage ansvaret for egne handlinger. Nej, problemet ligger i, at bagmænd presser citronen, fordi det skal gå så pokkers stærkt. Og at de unge stjerner slet, slet ikke kan følge med. Så er det, at det går galt. Forfærdelig galt.