Jokeren: Vil have ekskæresten tilbage

Det er hårdt at være forelsket, og det er endnu hårdere, når følelserne pludselig forsvinder igen. I sommers gik Jokeren og kæresten Kamilla fra hinanden, men han håber på, at det ikke skal være sådan for altid.
- Man har kun ét liv, og det gælder om at prøve en masse forskellige ting af. Jeg har prøvet at være familiefar, men nu også singlefar med 9-17-ordning. Men jeg håber ved gud, at Chilis mor og jeg kan finde ud af det en dag og finde sammen igen, fortæller han i denne måned til magasinet Cover.
Selv om det er hårdt at være i rapperens sko lige nu, så er der som sagt aldrig noget så galt, at det ikke er godt for noget.
- Jeg har altid brugt mit liv til at skabe min rap. Så alle de piger jeg har været kærester med, og måtte blive det med i fremtiden, accepterer på en eller anden måde den præmis på forhånd. Men det er svært, for særligt med kærlighed er der store følelser involveret og nogle, der bliver kede af det - inklusive mig selv. Til tider har jeg tvivlet på, hvorvidt jeg overhovedet skulle udgive det. Men det giver mig også håb at lytte til de sange, siger han til Cover.