Nyheder13. juli 2009

Jørn Mader: På druk med Kim Larsen

Den tidligere så populære Tour de France-speaker mistede jobbet efter en druktur med nationalskjalden
Selv om de havde en skæg nat sammen, synes Mader ikke, der er helt så meget at grine af som Larsen
Selv om de havde en skæg nat sammen, synes Mader ikke, der er helt så meget at grine af som Larsen
 Foto: All Over

Han giver ikke Kim Larsen skylden. Og det var ikke alkoholisme, der gjorde, at han blev fyret fra jobbet som den - sammen med Jørgen Leth - mest elskede Tour de France-kommentator, TV2 nogensinde har haft og får.

Men det var en druktur med Kim Larsen, der satte en stopper for hans arbejde med hans elskede cykelløb.

- Bagefter var jeg fuldstændig tørlagt i 5 år, siger Jørn Mader til bt.dk.

Drukturen med Kim Larsen, som endte med, at han speakede cykelløb i beruset tilstand, gav ham en efterfølgende påtale fra TV2-ledelsen.

- Men jeg vil understrege, at jeg ikke blev fyret på grund af alkohol. Jeg har aldrig haft et alkoholproblem. Og den store omtale af episoden gjorde mig så forskrækket, at jeg stoppede helt med at drikke i de næste fem år, siger den tidligere Tour de France-kommentator.

Den berømte fadæse skete ikke under Tour de France, men da Jørn Mader var hjemme i Odense og skulle kommentere Spanien Rundt fra studiet.

- Jeg havde været ude om aftenen, og da jeg var på vej hjem ved midnatstid, mødte jeg Kim Larsen og Kjukken.

- Hvad skal sporten nu? spurgte Kim Larsen.

- Hjem! svarede jeg.

- Nej, nu er der sport, svarede Kim.

- Og så gik jeg med dem og blev desværre ved lidt for længe og dummede mig under udsendelsen. Det har jeg fortrudt 100 gange siden. Endnu kan jeg se læserbreve, hvor folk kalder mig fordrukken, og at jeg blev fyret på grund af alkohol. Det blev jeg ikke. Jeg fortsatte 2 år efter episoden. Og den dag i dag er jeg meget mådeholden med mit alkoholforbrug, siger Jørn Mader til bt.dk.

Sponsoreret indhold