Jørn Ege: Skærer igennem
Den kendte plastikkirurg Jørn Ege har et indgående kendskab til kavalergange og er ikke i tvivl.
- Det er hendes bryster, men kunstige bryster, fastslår han og understreger i samme åndedrag, at han kun har godt at sige om Anni Fønsby.
En oprevet Anni påstod i den forgangne uge, at SE og HØR har manipuleret med billederne, derfor vil hun anlægge sag mod SE og HØR. Og hun har i Ekstra Bladet erklæret sig parat til at lade sin kolossale barm gennemfotografere på ny og fremlægge billederne i en retssal som bevis for påstanden.
Varme bryster
Jørn Ege har en forklaring på, hvorfor Anni Fønsby ikke genkender sine fortrin. Det hænger sammen med varmen i Tyrkiet.
- Relativt nyopererede bryster udvider sig i varmen. Men det glemmer mange patienter. Og jeg tror, at det er grunden til, at Anni tror, brysterne er en andens, siger Jørn Ege.
Men ifølge Jørn Ege er der ikke noget at komme efter. Selv om han ikke har opereret Anni Fønsby, er han ikke i tvivl.
- Brysterne er Annis. Jeg ser ingen manipulationer - ud over dem, kirurgerne har lavet, siger han.