Jørgen Leth: Vil ikke kalde sig lykkelig

Jørgen Leth.

Jørgen Leth.

(Foto: Dan Mariegaard)

Jørgen Leth er en mand med mange talenter. 

TV2-stemmen kan nemlig skrive journalist, forfatter, filminstruktør, kommentator, foredragsholder, ekskonsul, digter og damebedårer på det "Tour de France"-lange cv.

Han debuterede i 1970 og dækker i år sit 34. Tour de France.

Tour de France er Jørgen Leths livs kærlighed – kun afbrudt få gange siden debuten i 1970.

– Jeg missede jo nogle år efter historien om kokkens datter i 2005, fortæller Jørgen Leth, da SE og HØR møder ham få dage før Touren i årets startby, det tyske industri- og betonhelvede Düsseldorf.

Jørgen Leth blev fyret af TV2 efter i sin selvbiografi ”Det uperfekte menneske” at have beskrevet sit seksuelle forhold til en 17-årig haitiansk pige.

I 2008 genansatte TV-kanalen ham, og sommeren derpå gjorde han comeback i Touren.

– Det var på en måde meget varmere at vende tilbage. Og det er jeg glad for, lyder det fra Jørgen Leth, der også afslører at han ikke gider at indlede kærlighedsforhold igen.

Spørgsmålet er om livet som ungkarl gør "Tour de France"-entusiasten lykkelig.

- Lykkelig? Jeg bruger aldrig det ord ... Så hører man, at Danmark skulle være det mest lykkelige land i verden. Sikke noget sludder, altså. Jeg vil gerne nedtone det ord, ”lykkelig”, siger Jørgen Leth med den samme autoritet, som når han begiver sig ud i anekdoter om middelalderkirker i Normandiet, fordumsfavoritten Fausto Coppi eller røverbander og vildsvin, når feltet klatrer over Pyrenæerne. 

– Men jeg er godt tilfreds med den måde, jeg er kommet igennem livet på – det er jeg, forklarer den 80-årige aarhusianer, der også kan kalde sig oldefar. 

– Jeg har et meget rigt familieliv, og jeg ser dem meget. Og jeg er glad for, at de besøger mig i Haiti og tit skriver til mig. De beriger mit liv, det vil jeg sige. Men titlen oldefar, ja. Hold kæft, det er langt ude, ler den ungdommelige veteran.

Jørgen Leth har fire børn, 11 børnebørn og to oldebørn.

Læs mere om "Tour de France"-eksperten i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close