Joe Biden-tale går viralt: Forveksler Emmanuel Macron med François Mitterrand

En ny video med den amerikanske præsident, Joe Biden, bliver flittigt delt på sociale medier efter et vælgermøde i byen Las Vegas søndag.
Her ville Biden fortælle en anekdote om den franske præsident, Emmanuel Macrons, reaktion på et G7-topmøde i 2020, hvor Biden erklærede, at "Amerika er tilbage".
Men ved søndagens vælgermøde kludrede Biden i det. Han forvekslede Macron med en af hans forgængere på posten, François Mitterrand, som døde i 1996.
- Og Mitterrand fra Tyskland, jeg mener fra Frankrig, kiggede på mig og sagde: "Altså, hvad … hvorfor, hvor længe er du tilbage?", sagde Biden, der gik en smule i stå undervejs i anekdoten ved valgmødet i Las Vegas.
En meningsmåling foretaget for NBC News viser tirsdag, at 76 procent af USA's vælgere er bekymret for Bidens alder og mener, at han er for gammel til at varetage jobbet.
Biden er 81 år. Hvis han bliver genvalgt, vil han være 82 år ved tiltrædelsen i januar 2025.
Samme målinger viser, at 48 procent er bekymrede for, om 77-årige Donald Trump har det nødvendige mentale og fysiske helbred, der skal til for at klare verdens måske mest krævende job.
Hvis Trump vinder præsidentvalget i november i år, vil han være fyldt 78 år ved sin indsættelse.
Videoen fra Bidens vælgermøde i Las Vegas søndag er på få timer blevet set tusindvis af gange på YouTube og delt på X og andre sociale medier.
Det er langt fra første gang, at Biden kludrer i det. Og hans formodede modkandidat ved det kommende præsidentvalg, Donald Trump, slår hårdt ned på det og mere end antyder, at Biden er senil.
Trump lavede selv en tilsvarende fejl i sidste måned, hvor han tog fejl af sin eneste tilbageværende modkandidat i det republikanske primærvalg, Nikki Haley, og topdemokraten Nancy Pelosi.
Begge mænd har haft deres "seniorøjeblikke", som tidsskriftet The Economist betegner det.
I 2021 glemte Biden tilsyneladende navnet på sin forsvarsminister, Lloyd Austin.
Trump har forvekslet Xi Jinping, der er præsident i Kina, med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, skriver The Economist.