Nyheder24. januar 2024

Joe Biden advarer efter Trump-sejr: Truer vores demokrati

Joe Biden advarer om konsekvenserne ved republikanernes formodede valg af Donald Trump som præsidentkandidat
Joe Biden har i høj grad udpeget det formodede valg mellem ham selv og Donald Trump som et valg mellem demokrati og autoritære principper.
Joe Biden har i høj grad udpeget det formodede valg mellem ham selv og Donald Trump som et valg mellem demokrati og autoritære principper.
 Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Selve demokratiet står på spil, når amerikanerne i november går til stemmeurnerne.

Sådan lyder det fra landets præsident, Joe Biden, efter ekspræsident Donald Trumps sejr i det republikanske primærvalg i delstaten New Hampshire tirsdag.

- Det står nu klart, at Donald Trump bliver republikanernes præsidentkandidat, siger Biden, en demokrat, i en udtalelse.

- Meget står på spil. Vores demokrati. Vores personlige friheder - fra retten til at vælge til retten til at stemme.

Selv om alle stemmerne endnu ikke er talt op i New Hampshire, har flere medier og analyseinstitutter udpeget Trump som vinder af primærvalget.

Trods sejren har Trumps eneste tilbageværende rival i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat, den tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, lovet at kæmpe videre.

De fleste vurderer dog, at Haley ikke har nogen chance for at snyde Trump for posten.

Biden er selv favorit til at vinde Demokraternes primærvalg i New Hampshire tirsdag.

Præsidenten bliver med al sandsynlighed også partiets kandidat til valget 5. november. Han har dog modkandidater i form af Dean Phillips, et medlem af Repræsentanternes Hus, og forfatteren Marianne Williamson.

Biden har i høj grad udpeget det formodede valg mellem ham selv og Trump som et valg mellem demokrati og autoritære principper.

Både til private kampagnearrangementer og i offentlige taler har Biden sammenlignet Trump med fortidens diktatorer.

Det er blandt andet med henvisning til stormløbet på Kongressen 6. januar 2021, som Trump anklages for at have opildnet til.

Det har Trump selv afvist.

Flere delstater har på den baggrund udelukket Trump fra at stille op til Republikanernes primærvalg i en sag, som er blevet anket til USA's højesteret.

Sponsoreret indhold