Nyheder22. november 2007

JOACHIM OG MARIE: MAJ-BRYLLUP I MØGELTØNDER

Så er der endelig sat både dato og sted på vielsen mellem prinsen og den franske skønhed
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/royalt/marieogjoachimbryllupsdato-jpg.jpg

Der har været mange spekulationer omkring, hvor og hvornår forårets royale bryllup skulle stå. Skulle det være i Frankrig - brudens hjemland?
Nu kan gætterierne høre op, for hoffet har nu offentliggjort, at prins Joachim giver sin udkårne Marie Cavallier sit "ja" den 24. maj 2008 i den 800 år gamle Møgeltønder Kirke, som er parrets lokale sognekirke. Det er dog ikke den lokale sognepræst, der får lov til at spørge om de vil have hinanden, men derimod biskop Erik Norman Svendsen, der skal vie parret.

Møgeltønder Kirke har et lille sogn med kun 1400 indbyggere, men kan snart bryste sig af at have lagt hus til både en kongelig barnedåb og bryllup. Kirken kan rumme omkring 800 mennesker, så det bliver spændende at se, hvem der bliver de heldige udvalgte.
Efter vielsen skal der været bryllupsfest på Schackenborg Slot, som ligger kun 800 meter fra kirken.

Da det forelskede par indledte et forhold, stod det ikke skrevet i kortene, at de tre år efter skulle blive mand og kone. Deres forhold havde nemlig lidt startvanskeligheder.
De mødte hinanden igennem fælles venner, og forholdet blev kendt af offentligheden, da de blev afsløret af SE og HØR i august 2005 under en romantisk ferie i Sydfrankrig. I starten af forholdet talte Marie gerne med pressen og fortalte om sig selv og sit forhold til den danske prins. Måske var hun lidt for åbenmundet for det danske kongehus. I hvert fald gik de to fra hinanden i august 2006.
Men der var tale om ægte kærlighed. De to turtelduer kunne nemlig ikke holde fingrene fra hinanden, så kun et halvt år efter bruddet var Marie tilbage i Joachims arme.

Siden da er forholdet blevet mere og mere officielt, og Joachim har ved flere lejligheder haft Marie ved sin side til arrangementer, hvor pressen også var til stede. Et af dem var, da TV-baronessen Caroline Fleming holdt barnedåb for sin datter, og en anden lejlighed var ved Joachims ven, Oscar Siesbyes kobberbryllup i Tivoli.
Men først den 3. oktober 2007 offentliggjorde det forelskede par, at de nu skulle giftes, og den meddelelse blev beseglet med et officielt kys foran hele den danske presse.

Nu skal brylluppet stå om seks måneder, og dernæst bliver det spændende, hvornår vi får Marie at se med en lille rund topmave. Parret har i hvert fald ikke lagt skjul på, at de ønsker at give prins Nikolai og prins Felix nogle halvsøskende.
- Jeg håber, vi er så heldige at få børn, sagde Marie ved forlovelsen i oktober.
- Nu tager vi et barn ad gangen, og vi håber selvfølgelig på, at vi kan få børn, supplerede Joachim.



Sponsoreret indhold