Nyheder3. oktober 2007

JOACHIM OG MARIE: HELE HISTORIEN

De har kendt hinanden i godt tre år og har allerede været en del igennem
https://imgix.seoghoer.dk/media/sehoer/deresforholdsolbriller-jpg.jpg

38-årige prins Joachim og 31-årige Marie Cavallier mødtes for godt tre år siden gennem fælles venner. Marie har tidligere fortalt, at det var en af hendes danske venner, der præsenterede dem for hinanden.

Forholdet blev dog først offentligt kendt, da SE og HØR i august 2005 afslørede parret, da de var på en romantisk ferie i Sydfrankrig sammen.

I starten af 2006 blev forholdet officielt, da prinsen bekræftede det over for pressen.

Herefter gik det stille og roligt henover foråret og sommeren, uden at man så parret sammen i offentlige sammenhæng. Men i august 2006 faldt en bombe, da både Marie og siden Joachim fortalte, at de var gået fra hinanden.

Der skulle dog ikke gå mere end et halvt års tid, før Marie igen var tilbage i Joachims arme. SE og HØR fandt endnu en gang som de første parret. De hyggede sig på den Københavnske Cafe Zeze, og der var ingen tvivl om, at de havde fundet sammen igen, hvilket prinsen også bekræftede over for SE og HØR.

Siden de hede kys og kram på den offentlige cafe, er forholdet blevet mere og mere officielt. Joachim begyndte at tage sin udkårne med til arrangementer, hvor pressen også var inviteret, bl.a. til barnedåben af TV-baronessen Caroline Flemings datter og barndomsvennen Oscar Siesbyes kobberbryllup i Tivoli.

Parret stillede også op over for pressen, da de i vinters var på skiferie i Schweiz sammen med Nicolai og Felix.

Senest satte de kronen på værket ved - ligesom Frederik og Mary - at give pressen det første officielle kys. Det gjorde de i sommer, da prins Joachim havde kørt motorløb i Fælledparken.

Sponsoreret indhold