Nyheder24. august 2008

Joachim B. Olsen: Rasende

Danmark nåede målsætningen med 7 medaljer ved OL. Dansk Idræts-Forbund kalder alligevel flere OL-deltagere for skuffelser. Illoyalt og unfair, svarer kuglestøderen
Ellers så rare Joachim er godt sur over at blive kaldt en skuffelse
Ellers så rare Joachim er godt sur over at blive kaldt en skuffelse
 Foto: All Over

Joachim B. Olsen langer hårdt ud efter Dansk Idræts-Forbund (DIF) og Team Danmark, der lørdag satte navn på de danske skuffelserne ved OL.

Ifølge de to forbund er forbierne badmintonspiller Tine Rasmussen, bryder Mark O. Madsen, bordtennisspilleren Michael Maze, håndboldherrerne, sejleren Jonas Høgh og kuglestøderen Joachim B. Olsen.

- Hvis det er den stil, de vil køre i fremtiden, så har jeg dybest set ikke brug for Team Danmark. Jeg tror helt ærligt ikke, det vil være et problem for mig, at finde nogle andre, der kan støtte mig, siger Joachim B. Olsen til Ritzau.

I sæsonen op til legene døjede den danske fanebærer med en skade, så han ikke var i topform, da legene begyndte. Team Danmark og DIF kendte godt til skaden.

- Hvis jeg nu var træner og sendte en atlet ud, som jeg godt viste var skadet, og han så går ud og ikke præsterer, så går jeg da heller ikke hen og slår ham oven i hovedet og siger, nej hvor er du dårlig. Det er ikke seriøst i min verden, siger Joachim B. Olsen til Ritzaus Bureau.


Sponsoreret indhold