Nyheder28. januar 2010

Jetsetdronningen: Kokain eller sex

Havde den 40-årige overklassefrue en affære med sin medtiltalte? Skandalerne vælter frem i byretten
På næste torsdag, når der er faldet dom, falder masken for jetsetdronningen
På næste torsdag, når der er faldet dom, falder masken for jetsetdronningen
 Foto: All Over

SIDSTE NYT (15:35): Hej skatter, dear, frække, søde. Sådan starter samtlige af jetsetdronningens samtaler med JL, der er dømt for at have solgt kokain til rige københavnere.

Lige nu sidder hun i retten og skal forklare, hvorfor hun i tide og utide ringer til JL for at ville mødes spontant - og ofte meget hurtigt.

- Han er min private, mandlige ven, siger hun i Københavns Byret.

Og derfor skulle hendes mand ikke kende til ham.

- Jeg skulle være sikker på, der var fri bane, fortæller hun på spørgsmålet om, hvorfor hun i 2006 i en telefonsamtale til JL sagde, at hun skulle være sikker på, at "alt var klart".

Der er ikke fri bane altid. JL er nogle gange velkommen, når jetsetdronningens mand er til stede. Det gennemhuller derfor argumentet om, at der skulle være tale om en affære med den dømte narkopusher.

I en samtale i februar 2006 siger jetsetdronningen:
- Ha-ha, du skulle have kommet forbi i weekenden, (min mand, red.) og jeg inviterede en masse over, og så åd vi et halvt kilo belugakaviar.

Og hvis det er kokain, som anklager Thomas Brædder mener, der bliver handlet med, er historien om jetsetdronningen virkelig sørgelig.

En aften sidder hun derhjemme og ringer til pusheren JL.

- Det kunne være så hyggeligt at se dig, hvis du ved, hvad jeg mener. Jeg sidder her med (min søn, red), han er røvsyg. Jeg skal ikke noget særligt, men alligevel.

Da Brædder derefter spørger, hvad hun mener med sætningen "hvis du ved, hvad jeg mener?", går hun helt i baglås.

- Det vil jeg ikke sidde og sige, mens pressen er her, siger hun.

Dermed siger hun indirekte, at hun har været sin mand utro. En noget sørgelig måde at forsøge at bortforklare kokainhandlerne på.

- Jeg elsker dig skat, siger hun også til pusheren i en af samtalerne.

- Bare læg det i postkassen ikk'?, forsætter hun.

Kort efter sms'ser hun pusheren:

- Har du lagt det der?

- Ja, svarer han.

Jetsetdronningen nægter sig skyldig - og hun nægter at vide, at hendes angivelige ven er pusher.

12:20: Den kølige facade hos jetsetdronningen er nu afløst af gråd og rysteture. Hun har netop fortalt, at hele sagen og anholdelsen har givet hende posttraumatisk stresssyndrom. Hun hævder, at politiet råbte ad hende under afhøringen, og da hun blev anholdt, skreg de hendes børn ind i hovedet. Hun nu går til psykiater for at komme sig oven på oplevelsen.

Hun vil efter retssagen sagsøge politiet for den hårdhændede behandling, men har ikke overskud til det nu.

Under sin forklaring i vidneskranken lod hun sig rive med og råbte flere gange højt. Hun har tidligere indrømmet, at hun har købt kokain, men har i dag trukket den forklaring tilbage.

Rasende udbrød hun, at hendes liv er ødelagt, og kaldte de tilstedeværende journalister for hyæner, og beskyldte medierne for, at hendes karriere nu er i ruiner.

11:30 Jetsetdronningen sidder og ryster på hovedet i retten, mens dommeren opsummerer sagen, efter at hun selv har afgivet forklaring, og anklageren har afspillet flere telefonsamtaler mellem hende og den anden tiltalte. Hun bliver ved med at gentage, at hun er frygtelig ked af, at hun taler sort på de samtaler, hvor de aftaler at mødes.

10:15 Jetsetdronningen mødtes ikke med den anden tiltalte for at købe stoffer af ham til videresalg. Hun havde brug for hans støtte, fordi hendes ægteskab var i krise.

Han hjalp hende gennem den svære tid, og fra vidneskranken fortæller hun lige nu, at de tit bare spiste sushi sammen eller gik en tur og fik en is. Hendes mand kom ofte sent hjem og arbejdede videre hjemmefra og ignorerede hende.

Hun indrømmer dog, at hun har prøvet at tage kokain, da hun var i starten af 20'erne, men det er lang tid siden, og hun nægter sig derfor skyldig i anklagerne.

Sagen

I dag går det løs i Københavns Byret i sagen mod den såkaldte jetsetdronning, der nu er anklaget for at have modtaget ikke under 170 gram kokain.

Den 40-årige er mødt op i retten, ulasteligt klædt i hvid skjorte og eksklusiv sort kashmircardigan. Makeuppen sidder perfekt, men hun har endnu ikke fortrukket en mine, til trods for at hun nu ikke er anklaget for at have modtaget 140 gram kokain men i stedet minimum 170 gram.

Med sig har hun 2 advokater, men ingen af hendes venner eller pårørende er mødt op i retten for at støtte hende. Retssagen er sat til at vare hele dagen i dag og i morgen.

Kokainen har den 40-årige, der er kendt fra medier, erhvervslivet og kongehusets fester, ifølge anklagen modtaget over 7 gange på en måned fra en 37-årig mand, der tidligere er dømt flere års fængsel for narko, og hvis sag behandles senere.

Fordi kvinden er en berømthed, er flere danske medier dukket op i retssalen, og dommeren startede med at tage stilling til, om medierne måtte sende live, hvilket han tillod.

Domme

Den 37-årige kan bestemt ikke regne med at få en mild dom, når hans sag kommer for retten. Han er sigtet for at have handlet med mindst 1,5 kilo kokain. Hans makker er allerede blevet dømt for et kvantum, der var betydeligt mindre. Han fik 4 års fængsel.

En tredje involveret, "lagermanden", er allerede dømt. Han indrømmede i retten, at han havde opbevaret kokain for pusheren. Det fik han også 4 år for.

Så udsigterne for jetsetdronningen er ikke lyse. Ligegyldigt hvilke venner hun har, eller hvor fint hendes cv måtte være, ser domstolene ikke mildt på narkohandel.

Der falder dom i sagen på næste torsdag, og uanset hvad udfaldet bliver, vil hendes navn komme frem, når den endelige dom er faldet.

Sponsoreret indhold