Nyheder6. juni 2009

Jes Dorph-Petersen: Sverige vinder

Den folkekære tv-vært tror på svensk sejr lørdag, men håber på at tage fejl
En dansker, der tror på svensk sejr
En dansker, der tror på svensk sejr
 Foto: Peter Grosen

Lørdag spilles den utroligt vigtige landskamp mellem Sverige og Danmark, og det må forventes, at langt de fleste danskere sidder klistret til skærmen.

Én af dem er TV2-værten Jes Dorph-Petersen, der meget pessimistisk tror på svensk sejr.

- Mit bud er, at kampen ender 2-1 til Sverige. Jeg håber selvfølgelig på Danmark, men vi kan ikke vinde dem alle med det hold, vi har, og vi skal også være glad for det, vi har opnået indtil videre. Vi kan jo også stadig kvalificere os, selvom vi taber, siger den inkarnerede FCK-fan.

Han skal selv på arbejde lørdag, og er derfor inviteret hjem til en kollega i Odense bagefter, for at se kampen.

- Vi bliver nogle stykker, og jeg vil tro, at procentdelen af mænd ligger et sted mellem 98 og 100.
Jeg ved ikke, hvad han har tænkt sig at servere af mad- og drikkevarer, men det er heller ikke så vigtigt, for jeg kommer primært for at se noget sport, siger Jes Dorph-Petersen, der selvfølgelig håber, at hans bud på resultatet ikke går hjem.

- Jeg plejer at tage fejl, så lad os håbe, det også er tilfældet denne gang.

Det er lørdag klokken 20, at kampen fløjtes i gang.

Sponsoreret indhold