Nyheder2. november 2022

Jeppe Kofod er ude af Folketinget

Den fungerende socialdemokratiske udenrigsminister får ikke stemmer nok til at sidde i Folketinget igen
Jeppe Kofod er ude
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har ikke fået nok stemmer til at sidde i Folketinget.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alle stemmerne er nu talt op i Sjællands Storkreds, og optællingen viser, at fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ikke får en plads i Folketinget.

Socialdemokratiet har fået syv mandater i storkredsen, men Jeppe Kofods personlige stemmer rækker kun til en plads som nummer otte blandt de socialdemokratiske kandidater.

Jeppe Kofod sad ikke i Folketinget i forvejen. Han blev hentet ind fra EU-Parlamentet for at blive udenrigsminister i Mette Frederiksens regering.

Det er andet valg i træk, at Danmarks udenrigsminister ikke opnår valg. I 2019 røg Anders Samuelsen (LA) ud af Folketinget som udenrigsminister.

De syv socialdemokratiske mandater i Sjælland er i stedet gået til de tre ministre Magnus Heunicke, Kaare Dybvad, Astrid Krag samt Frederik Vad, Kasper Roug, Mette Gjerskov og Rasmus Horn Langhoff.

Jeppe Kofod manglede omkring 650 personlige stemmer for at overhale Rasmus Horn Langhoff.

Fra 1998 til 2014 sad Kofod i Folketinget, hvor han var valgt på Bornholm. Her er minister Lea Wermelin den store stemmesluger for Socialdemokratiet nu.

I stedet blev Kofod op til folketingsvalget tirsdag opstillet i Ringstedkredsen. Her fik han 2115 personlige stemmer. Hans samlede stemmeantal blev på 4279.

Fra 2014 og frem til 2019, hvor han blev udenrigsminister, sad Jeppe Kofod i EU-Parlamentet for Socialdemokratiet.

At Kofod ikke er blevet valgt ind, afholder ham ikke fra at fortsætte som udenrigsminister i en eventuel ny regering ledet af Mette Frederiksen. En minister behøver ikke være valgt til Folketinget.

Sponsoreret indhold