JEG TOG FEJL

SE og HØR læses hver eneste uge af næsten en million danskere. Og det centrale spørgsmål i tirsdags var jo selvfølgelig: Hvad præsenterer man egentlig disse mange læsere for på et tidspunkt, hvor i al fald 150.000 - og mere realistisk: en kvart million - mennesker er omkommet i en af de værste naturkatastrofer, verden endnu har set? Lader man for eksempel bare som ingenting? Og ville dét ikke for alvor være en hån mod alle ofrene, alle de pårørende?Jeg var ikke i tvivl. I mine øjne ville det være forkert at sende et blad på gaden med en forside, der alene signalerede munter underholdning.Derfor kom SE og HØR i uge 1 til at tage sig atypisk ud i forhold til vores sædvanlige blade - med overskriften tragedien og bare ét stort billede, der dokumenterede katastrofens gru. Et billede med døde mennesker på en strand. En strand, der blot kort tid forinden havde været rammen om disse - nu omkomne - menneskers ferie i paradis.Det er et meget stærkt billede. Det er det, fordi billedet bedre end tusindvis af ord dokumenterer, hvad der skete den fatale morgen i december. Alle, der kigger på det billede, tænker: "Det kunne have været mig". Derfor - altså fordi det fortæller en så stærk historie - har det selvsamme rædselsmotiv fra Khao Lak-stranden været bragt over hele verden. Fra Bangkok Post over det velanskrevne tyske ugemagasin Der Spiegel til danske Information og Ekstra Bladet. For blot at nævne nogle få af medierne. SE og HØR stod altså ingenlunde alene med billedvalget.Men det er alt sammen lige meget. For om så samtlige verdens medier havde bragt billedet, må jeg konstatere, at det var for stærkt på forsiden af SE og HØR. Jeg var altså - med andre ord - gået galt i byen af mine læsere. Hvad der bestemt er en alvorlig sag.I sådan en situation kan man som redaktør gøre ét af to. Enten kan man stå fast, argumentere herfra og til juleaften med alskens bevæggrunde for sin disposition, eller også kan man konstatere, at man - trods alle sine gode hensigter - tydeligvis har ramt forbi. Det er beklageligt, men omvendt også noget man kan tage ved lære af.Jeg valgte som bekendt at undskylde. For uanset hvor ædle mine motiver måtte være, så er jeg af den opfattelse, at læserne pr. definition har ret. Derfor valgte jeg i torsdags at trække SE og HØR tilbage fra forretningerne.Delte meningerDet er et meget drastisk skridt. Så vidt jeg ved, er det første gang i SE og HØRs historie, at et blad er kaldt hjem. Endnu mere ærgerligt er det, fordi det tilbagekaldte blad indeholdte bevægende og sobre reportager fra katastrofeområdet, produceret på stedet af SE og HØRs udsendte medarbejdere, journalist Sascha Frank og fotograf Kaspar Wenstrup.Men jeg er ikke i tvivl om, at beslutningen om at hjemkalde bladet er den rigtige - set i lyset af at mange danskere åbenbart ikke opfattede forsidebilledet i den ånd, det var tænkt. Nemlig at berette om en katastrofe hinsides vores fatteevne.Jeg står 100 procent ved både beklagelse og hjemkaldelse. Billedet var udtryk for en redaktionel fejldisposition. For det var aldrig vores hensigt at støde eller såre nogen, hvad vi jo tydeligvis har gjort.Men det hører med til historien, at meningerne om SE og HØRs forside er stærkt delte. På den ene side har jeg fået adskillige, endog meget kritiske mails. På den anden side har jeg også modtaget rigtig mange positive henvendelser. Og i de seneste dage har de positive været i klart overtal. Jeg har således modtaget mange mails fra læsere, der dels roser vores måde at tackle sagen på, dels finder det omdiskuterede billede i orden at bringe. Hvad der selvfølgelig er godt at vide - omend heller ikke det skal tjene til at bortforklare noget som helst.OL i godhedOmvendt er jeg sikker på, at der hos mange danskere har indfundet sig en eftertænksomhed over ikke bare SE og HØRs, men alle mediers behandling af katastrofen i Asien. Og der er mere end nok at overveje.For eksempel om der er gået rent pop i dækningen af tragedien. Om det hele dybest set udviklede sig til - som en kollega i dagbladet Politiken kaldte det - et "OL i godhed".For hvad blev der egentlig af ofrene for katastrofen midt i alle de store TV-shows, de friserede interviews og alle de selvtilfredse velgørere fra rockmusikere over skuespillere til erhvervsfolk. Gudhjælpemig om man ikke også - som et at de mere bizarre udslag i det store kollektive selvsving - på en eksklusiv københavnsk restaurant har kunnet spise en gourmet-middag "til fordel for Asien". Helt ærligt ...Misforstå mig ikke: Danskernes generøsitet har været enestående.Men var det pludselig vores egen fromhed - mere end ofrenes lidelser - vi har svælget i? Var det dyrkelsen af vores egne følelser - mere end ofrenes - som gik hen og blev det centrale? Handlede det pludselig om at få pisket en stemning af kollektiv sorg op?Og hvad med alle de andre tragedier? Hvor er offerviljen i forhold til de sultende børn i Afrika eller de øvrige "tavse katastrofer" i denne verden? Kan disse katastrofer overhovedet udløse nogen offervilje, når Jes Dorph og Line Baun ikke længere lader os bade i vores egen godhed?Man kan håbe det. Men unægtelig også tvivle.Men lad nu det være en sidebemærkning. Tilbage står, at jeg i sidste uge tog fejl, da jeg godkendte forsiden af SE og HØR. Det har jeg beklaget. Og jeg takker for den opbakning, jeg også har modtaget i den anledning.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close