Nyheder13. juli 2017

Anne Glad gravid ved et uheld: Jeg følte mig som en uansvarlig teenager

Livsstilseksperten mistede sit ufødte barn under en TV-optagelse. Heldigvis blev hun gravid igen - denne gang helt uplanlagt.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/anne-glad-web0.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Lykken varede kort, da Anne Glad første gang stod med en positiv graviditetstest i hånden.

Hun havde sagt sit direktørjob op og vinket farvel til en stressende arbejdsuge på 60-70 timer for at give graviditeten de bedste omstændigheder, men det var desværre ikke nok.

"Kender du typen"-darlingen var en måned henne i sin første graviditet med sin 13 år yngre kæresten Kim Vagn Wagner, da hun for rullende kameraer mærker, at noget er galt.

Kort efter gik det op for hende, hvor galt det egentlig var: hun havde aborteret, og det kom helt bagpå 45-årige Anne.

- Jeg havde forestillet mig, at alt ville gå glat og uproblematisk, når nu jeg ikke længere arbejdede så meget og var stresset, men så stoppede det bare. Og det skræmte mig virkelig. Det var heldigvis ikke et barn endnu, men vi blev kede af det - især fordi det fik os til at indse, at det måske ikke kunne lade sig gøre, fortæller hun i et stort interview med Alt for Damerne.

Den spontane abort fik parret til at genoverveje, hvorvidt de skulle have børn.

Overvejelserne trak ud, og imens parret grublede over, om de skulle stifte familie eller ej, passede de yderst godt på ikke at blive gravide.

Men nytårsaften lagde Anne mærke til, at hun hverken havde lyst til alkohol eller smøger, og det fik hende til at spekulere på, om hun måske alligevel var gravid - trods deres påpasselighed.

- Tanken om, at jeg kunne være gravid strejfede mig, men jeg tænkte "det kan jo ikke lade sig gøre". Vi havde jo passet på, siger hun til ugebladet.

2. januar tog hun alligevel en graviditetstest for at få stillet sin nysgerrighed. Og den bekræftede hendes mistanke.

- Jeg tænkte bare "fuuuuck". Jeg forstod det slet ikke, og de første minutter brugte jeg på at forsøge at regne ud, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. Men så kom Kim i tanker om, at der var jo den ene gang efter en fest, griner Anne som er lykkelig over, at hun blev gravid på den måde.

- Det er en gave, at det skete sådan. Første gang var det "jeg har ægløsning, super, bum", og så var det det. Anden gang var det helt anderledes, for det er meget federe at blive gravid, fordi man har bollet og glemt at passe på, end fordi man har siddet og planlagt det. Jeg følte mig som en uansvarlig teenager, og det var fantastisk, griner hun.

Sponsoreret indhold