Nyheder8. april 2024 (opd. 8. april 2024)

Japans nye kurs: Klar til at styrke militæret

Fumio Kishida, der er Japans premierminister, advarer nu om et historisk vendepunkt i global politik og er klar til en markant oprustning
Truslen fra Nordkorea har fået japansk militær til at skrue op for både øvelser og udstyr, så man er klar, hvis der pludselig sker et angreb.
Truslen fra Nordkorea har fået japansk militær til at skrue op for både øvelser og udstyr, så man er klar, hvis der pludselig sker et angreb.
 Foto: Masaki Akizuki/AP/Ritzau Scanpix

Verden står over for et "historisk vendepunkt" på baggrund af de nuværende globale spændinger.

Det siger Japans premierminister, Fumio Kishida, til mediet CNN før et møde med den amerikanske præsident, Joe Biden, senere på ugen.

- Vi står over for et historisk vendepunkt med Ruslands aggression i Ukraine samt situationerne i Mellemøsten og Østasien, siger han.

- Derfor har Japan fundamentalt besluttet at forstærke sit forsvar og ændre sin sikkerhedspolitik.

Spændingerne danner også bagtæppe for, at Japans samarbejde med USA i fremtiden ifølge Kishida bliver endnu vigtigere, end det er nu.

Premierministeren skal onsdag mødes med Biden i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Også repræsentanter fra Filippinerne deltager i mødet, som er det første af sin slags de tre lande imellem.

Japan er siden valget af Kishida i 2021 rykket væk fra sin pacifistiske tilgang til militæret som pålagt i landets forfatning på baggrund af Anden Verdenskrig.

Landets udgifter til forsvaret skal efter planen op på to procent af bruttonationalproduktet (bnp) i 2027.

Det indebærer ifølge CNN investeringer i landets mulighed for at svare igen med større kraft i tilfælde af et angreb mod Japans territorie.

Paradigmeskiftet er blevet mødt med bekymring fra Kina, der til gengæld også opruster og spiller med musklerne i særligt det Øst- og Sydkinesiske hav.

Japan ser dog oprustningen som nødvendig for også at modstå truslen fra Nordkorea, der jævnligt tester missiler i nærheden af førstnævntes territorie.

Der arbejdes dog ifølge Kishida for tiden på et møde mellem ham selv og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, for at løse de to landes uenigheder.

Sponsoreret indhold