Nyheder24. oktober 2022

Jakobs banner virker: Lagt ned af datingklare kvinder

Tømmersvenden Jakob er overrasket over de mange henvendelser fra de jyske kvinder
Jakob Glavind har fået omkring 40 beskeder fra kvinder, der har reageret positivt på hans banner.
Jakob Glavind har fået omkring 40 beskeder fra kvinder, der har reageret positivt på hans banner.
 Foto: TV 2 Østjylland

De seneste dage har været travle for 30-årige Jakob Glavind.

I fredags hang han et tre meter højt datingbanner op på siden af et byggestillads, og siden er det strømmet ind med henvendelser fra kvinder, der gerne vil date ham.

Omkring 40 beskeder er tikket ind på tømrersvendens telefon, og han kæmper med at få svaret alle.

- Det er da et kæmpe skulderklap! siger han glad.

- Jeg håber, at nogle af dem er med på next step og vil med på en date, siger Jakob Glavind, der fortæller, at der er mange søde imellem.

Banneret hænger på et stillads, som tilhører den kunde, Jakob Glavind arbejder for lige nu, på Dalgas Avenue i Aarhus. Både kunde og mester har givet grønt lys.

- Min mester syntes, at det var lidt sjovt, at der er så mange datingmuligheder, og så vælger jeg at gå en helt anden vej. Men jeg fik lov, siger Jakob Glavind.

Jakob og hunden Vlado bor i Bjerringbro.
Jakob og hunden Vlado bor i Bjerringbro.
 Foto: TV 2 Østjylland

Banneret gik viralt


Da han hængte banneret op i fredags, regnede Jakob Glavind egentlig ikke med, at der ville ske meget.

- Men så gik det lidt viralt. Jeg er blevet lidt overvældet, fortæller han.

Han havde blot regnet med tre-fire henvendelser.

- Jeg forventede ikke det helt store, men troede godt, at der kunne komme nogle hadbeskeder. Det måtte jeg jo tage med. Det er chancen i branchen. Men det har der ikke været noget af, så det er rigtig dejligt, det er taget så godt imod, fortæller Jakob Glavind.

Han var blevet træt af diverse datingsider og tænkte: Hvorfor ikke lave et fem etager højt banner?

- Jeg gider ikke bruge så meget tid på datingsider. Jeg synes, at det er overfladisk, at du vælger en ud fra ét billede. Og så kan man skrive derinde i flere måneder, og så bliver det jo nærmest bare en penneven.

Mottoet på kæmpebanneret lyder "Er du til bål, vin og et godt grin?".

- Der er en vis hygge og ro ved det, at man tager ud og laver bål og kobler fra. Der er ikke al det stress og jag. Man kan bare tage det afslappet, siger han om mottoet.

Nu går tiden med at læse beskeder fra kvinder, der gerne vil date ham og finde ud af, om der kunne gemme sig nogle gode dates i blandt dem:

- Jeg vil gerne sige tusind tak for al opmærksomheden, både på beskeder, likes og kommentarer. De har simpelthen været så søde allesammen. Og særlig tak til dem, der har taget sig tid til at skrive. Det er jeg meget beæret over, siger han.

Sponsoreret indhold