Nyheder16. april 2024 (opd. 16. april 2024)

Jakob Engel-Schmidt: For tidligt at tale om genopbygning af Børsen

Spiret er røget, taget er kollapset, og seneste melding er, at branden, der hærger Børsen, er ude af kontrol

Historisk: Det er en katastrofe

Det var tidligere tirsdag endnu for tidligt at tale om en eventuel genopbygning af Børsen ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Men ved middagstid lyder det nu fra ministeren, at han vil gøre "alt hvad jeg kan, for at dragespiret igen kommer til at tårne sig op over København".

- Som symbol på Danmarks stærke historie som handelsnation. Tak til de hundreder af mennesker, der i dag har bidraget til at redde Danmarks kulturarv og historie, skriver Jakob Engel-Schmidt på det sociale medie X.

Børsen-bygningen er ejet af Dansk Erhverv, og det er derfor uvist, hvad kulturministeren reelt kan gøre.

Det ikoniske dragespir på toppen af Børsen kollapsede tirsdag under den igangværende brand i den gamle bygning fra 1600-tallet.

Dragespiret bestod af fire snoede dragehaler med tre kroner på toppen, der skulle symbolisere Danmark, Norge og Sverige.

Jakob Engel-Schmidt sagde tidligere tirsdag til Ritzau, at hans mavefornemmelse sagde ham, at det ville være rigtigt at få bygget bygningen op igen, men det skulle ikke tolkes som en officiel regeringsholdning endnu:

- Det er alt for tidligt for mig at sige noget begavet om. Flammerne er stadig i gang med at rasere bygningen, sagde han.

Ministeren henviste desuden også til, at bygningen ejes af Dansk Erhverv. Organisationen har kontor i bygningen.

- Jeg kan ikke forestille mig, at Børsen ikke ligger der, hvor den altid har ligget, sagde Jakob Engel-Schmidt.

- Når du spørger, om den skal genopbygges og hvordan, er jeg nødt til at sige, at det er for tidligt at svare på, sagde han.

Ministeren var chokeret over de hændelser, der har fundet sted. Børsen er, sagde han, et vartegn for hele København og indeholder utallige kulturskatte.

Derfor havde ministeren også været i dialog med Statens Museum for Kunst, som ville opbevare kunstværker og andet, der er blevet reddet ud af Børsen.

Blandt andet er et af Skagen-maleren P.S. Krøyers mest kendte værker blevet reddet ud.

Hos Københavns borgmestre er holdningen, at bygningen skal genopbygges.

I en fælles melding siger borgmestrene, herunder overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), at bygningen er vital for København og hele Danmarks kulturhistorie:

- Det er vigtigt, at vi som samfund - privat, offentlig, virksomheder og institutioner - nu arbejder sammen om at få genrejst den ikoniske bygning, udtaler de.

Sponsoreret indhold