Nyheder14. marts 2024

Jæger skyder vaskebjørn i Sønderjylland

En vaskebjørn, som formentlig er kommet fra Tyskland, blev tirsdag skudt ved Skærbæk. Flere kan være på vej
En vaskebjørn på omkring seks havde sneget sig over den danske grænse, hvilket blev dens død (arkivfoto).
En vaskebjørn på omkring seks havde sneget sig over den danske grænse, hvilket blev dens død (arkivfoto).
 Foto: Loic Venance/AFP/Ritzau Scanpix

Vaskebjørne er et sjældent syn herhjemme, men tirsdag morgen blev en af dem fanget på et vildtkamera, som Kjeld Lautrup fra Skærbæk i Sønderjylland har sat op ved Kildebjerg Sø nær Brøns.

Kjeld Lautrup er reguleringsjæger og er blandt andet med til at holde bestanden af mårhunde nede.

Men vaskebjørne er heller ikke ønskede i den danske natur, og derfor nedlagde jægeren den unge han på lige knap seks kilo, skriver Nationalpark Vadehavet på sin hjemmeside.

Vaskebjørnen er en invasiv art, den er altædende, truer fuglelivet og kan bære rundt på rundorm, som er en parasit, der kan være farlig for mennesker.

Jørn Bøgen, der er koordinator for de frivillige reguleringsjægere i Nationalpark Vadehavet, fortæller, at vaskebjørne der hvert år ses vaskebjørne.

- Det sker nogle gange om året, at vi ser vaskebjørne i Danmark. Nogle har tidligere været holdt i fangenskab og er sluppet fri, og andre er kommet hertil fra Tyskland.

- Vi forventer, at der kommer mange flere sydfra de kommende år, for bestanden i Slesvig-Holsten er vokset kraftigt de senere år, så det er formentlig bare et spørgsmål om tid, siger Jørn Bøgen.

Han var selv blandt de første, der blev uddannet til at nedbringe bestanden af mårhunde for år tilbage.

En ulige kamp, som mårhundene i første omgang vandt, fordi de formerede sig hurtigere, end jægerne kunne nå at nedlægge dem.

- Men vi er mere klar til vaskebjørnene, end vi var dengang. Der er sat masser af vildtkameraer op, og vi har fået natsigter på vores våben, så vi er bedre forberedt nu, siger Jørn Bøgen.

Vaskebjørnen er en dygtig klatrer, der også gerne bevæger sig ind i beboede områder, hvor der både er masser af levesteder og skraldespande, som den kan rode i.

Sponsoreret indhold