Jade-Laila: Samlerobjekt
For 13 år siden blev Kimmie Andersen verdensberømt i Danmark under navnet Jade-Laila, som hun fik i det populære radioprogram "Tæskeholdet".
Navnet har hængt ved, og derfor har beboerne på Jadevej i et parcelhuskvarter i Ølstykke en stærk mistanke om, hvorfor deres vejskilt bliver ved med at forsvinde.
Det er 6. gang, at nogen har rapset vejskiltet, og det er beboerne ved at være godt og grundigt trætte af.
- Selvfølgelig er det lidt sjovt, men for os beboere er det samtidig et stort problem, når postomdelerne og vore gæster ikke kan finde os. Det tager over en måned, før et nyt vejskilt kan sættes op igen, siger Preben Mundberg, som residerer på vejen med det populære navn.
Sværere at stjæle nu
Kimmie Andersen kan ikke skjule, at hun er en smule smigret over, at hun nærmest er blevet et samlerobjekt og formodentlig hænger på en lille håndfuld drengeværelser sammen med de stjålne skilte.
- Men det er synd for beboerne, så lad skiltet være, siger den storbarmede stripper med et glimt i øjet til eventuelle tyveknægte og hærværksmænd.
Det bliver dog ikke helt let at slippe af sted med skiltet for nyslåede samlere.
- Det nye skilt fik vi for kun en uge siden. Det var det sjette af slagsen, og det er nu støbt i jorden, så nu sidder det godt fast, forsikrer beboerne.