JA TAK TIL OVERVÅGNING

En 19-årig glad dreng ville ikke aflevere sin hue til nogle rødder. Han blev knivdræbt. En ung kvinde dyttede forleden ad en BMW, der kørte råddent. Hun blev beskudt.

Blot to af mange eksempler på det, vi nok har på fornemmelsen. At der er sket en forråelse; i visse kredse er pistoler og knive blevet en naturlig del af påklædningen, inden man tager en tur i byen.

Skræmmende og uhyggeligt - det er alle vist enige om. Men enigheden hører op, når det handler om, hvad pokker der kan gøres.
Tag nu bare forslaget om øget videoovervågning rundt omkring i byen. Et glimrende forslag, idet alt taler for, at det vil have en præventiv virkning. Alligevel støder det på kraftig modstand.

Argumentet er den gamle traver om, at vi skulle være på vej mod et samfund, hvor Big Brother overvåger hvert et skridt, vi tager.
Undskyld mig. Jeg synes oprigtig talt, at bekymringen er fuldstændig hysterisk.

I virkeligheden er det et valg mellem at varetage sikkerheden i vores byer eller at tilgodese en yderst fortænkt bekymring om, at vi alle bliver overvåget. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. Og det er glimrende, at Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard sammen med Københavns Politi har besluttet sig for at sætte kameraer op i visse dele af hovedstaden.

Hvad er i øvrigt problemet med overvågningskameraer? Optagelserne bliver jo kun brugt, hvis der er foregået noget kriminelt. Det kan lovlydige borgere vel intet have imod. Skulle man da mene ...