Iværksætter kæmper for sin virksomhed - politiker bad om gratis varer
- På den ene side går hun ind for iværksætteri. Alligevel spørger hun, om jeg vil sponsorere cookies. Det er noget pis. Hvis man støtter iværksætteri, så betaler man det, det koster.Opråbet kommer fra iværksætter Ida-Sofie Sellerup.
I weekenden følte hun sig nødsaget til at dele sin frustration på sociale medier.
Hendes vrede skyldtes en henvendelse fra byrådskandidat i Aarhus Bettina Nørkjær Franch fra Det Radikale Venstre, der ikke har samme opfattelse af henvendelsen.
Bettina Nørkjær Franch ville gerne bruge Ida-Sofie Sellerups cookies til en valgkampagne.Ida-Sofie Sellerups bageri, Ellie’s Cookies, talte nemlig godt ind i Bettina Nørkjær Franchs mærkesag om iværksætteri.
- I henvendelsen får jeg en opfattelse af, at iværksætteri skal fremmes. Men så vil hun høre, om jeg vil sponsorere et antal cookies. Her hopper kæden af for mig, siger Ida-Sofie Sellerup til TV2 Østjylland.
Der er mange efterspørgsler på sponsorater af gratis cookies i Ida-Sofie Sellerups indbakke.
Men det er frustrerende, når man som nyopstartet iværksætter kan have svært ved at få enderne til at hænge sammen, mener Ida-Sofie Sellerup.
Da det denne gang var en politiker, der endda har iværksætteri som mærkesag, tog Ida-Sofie Sellerup bladet fra munden.
- Jeg synes, mærkesagen er prisværdig, men det klinger hult. Hvis man spørger om et sponsorat, men ikke vil betale, så er man blind for, hvad iværksætteri kræver, siger hun.
Bettina Nørkjær Franch ser selv anderledes på henvendelsen til bageriet.
Hun er ked af, at Ida-Sofie Sellerup synes, at hendes forespørgsel 'klinger hult', når hun anmodede om sponsorerede cookies på en "ordentlig måde".
- Jeg synes, jeg har sendt en meget åben forespørgsel. Det var kun, hvis det gav mening for hende, og jeg har stor respekt for, at hun ikke ser meningen i det, siger Bettina Nørkjær Franch.
Spørgsmål: Kan du forstå, hvorfor Ida-Sofie Sellerup synes, det klinger hult, at du ikke vil betale for hendes cookies, når du har iværksætteri som mærkesag?
- Det har ikke været min tanke, at det er udnyttelse. Det er en mulighed for at synliggøre hinanden.
Spørgsmål: Har du sat dig nok ind i iværksætternes økonomiske udfordringer, hvis Ida-Sophie Sellerup finder din forespørgsel så problematisk?
- Jeg har ikke indblik i den pågældende iværksætters økonomi. Jeg mener, det er okay at spørge om hjælp, hvis man gør det muligt at sige nej.
- Overordnet er det de små donationer, der får min valgkampagne til at løbe rundt, siger Betina Nørkjær Franch.
Ida-Sofie Sellerup delte sit opråb i en story på Instagram, og det affødte en række reaktioner fra iværksætterkolleger.
De er enige i hendes kritik af Bettina Nørkjær Franchs forespørgsel, og i at henvendelser om sponsorater er en stigende tendens.
For Ida-Sofie Sellerup vidner det om et problem.
Hun mener, at vi i samfundet over tid er blevet så vant til tanken om, at følgere og omtale kan give penge på bunden, at det er blevet en selvfølge.
- Jeg er klar over, vi får markedsføring fra influencere. Men jeg ville ønske, vi iværksættere stoppede op, spolede båndet tilbage og spurgte, om vi får nok ud af den samfundskontrakt, siger Ida-Sofie Sellerup.
Iværksætterne bør ifølge cookie-bageren ikke lempe på kravet om at blive betalt for deres arbejde, som alle andre virksomheder bliver det.
På et højere plan håber Ida-Sofie Sellerup, at hendes historie kan smitte af på kommunalvalgsdebatten, når byrådskandidaterne skal til at sælge sig selv på deres værdier.
- Måske nogen ser min historie og opdager, at man kan stille krav til kandidaterne, når de deler roser eller cookies ud. Går de hele vejen selv?