Nyheder24. marts 2023

It-firma varsler fyringer: Vil skære 19.000 stillinger

Yderligere en it-virksomhed er på vej ud i en stor sparerunde. Denne gang er det det den amerikansk-irske it- og konsulentvirksomhed Accenture
Accenture vil skære 19.000 stillinger. 
Accenture vil skære 19.000 stillinger.
 Foto: Ritzau Scanpix

I forbindelse med sit regnskab oplyser it-virksomheden Accenture, at selskabet over de næste 18 måneder vil nedlægge 2,5 procent af sine stillinger.

Det svarer omtrent til 19.000 stillinger.

Meddelelsen fra Accenture kommer, efter at store tech-virksomheder som Meta, der står bag Facebook, Alphabet, der står bag Google, og Amazon alle har haft sparekniven fremme og nedlagt stillinger i tusindtal.

Hos Accenture er det særligt administrative stillinger, der skal skæres.

- Vi går efter strukturelle udgifter for at sikre, at vi er i en bedre position, sagde topchef Julie Sweet torsdag.

Fyringerne kommer til trods for, at Accenture forventer, at omsætningen vokser med otte til ti procent i år.

Udsigten til hårdere tider forude har fået flere store virksomheder til at reducere medarbejderstaben.

Meta, der er selskabet bag Facebook, oplyste i november, at 11.000 stillinger skulle skæres. I marts blev der tilføjet 15.000 besatte og ubesatte stillinger, der nedlægges.

Alphabet, der er Googles moderselskab, varslede i januar, at antallet af ansatte skal nedbringes med omkring 12.000.

Også Amazon har i to omgange annonceret nedskæringer.

Først i januar, hvor 18.000 stillinger blev nedlagt, og siden i denne uge, hvor yderligere 9000 stillinger blev skåret væk.

Sponsoreret indhold