Nyheder18. januar 2024 (opd. 18. januar 2024)

Israels premierminister: Imod oprettelsen af en palæstinensisk stat

Benjamin Nethanyahu siger torsdag, at han har givet USA besked om, at han afviser enhver form for palæstinensisk stat
FILE PHOTO: Israeli Prime Minister Benjamin Netanyahu convenes the weekly cabinet meeting at the Defence Ministry in Tel Aviv, Israel, January 7, 2024. REUTERS/Ronen Zvulun/Pool/File Photo
Den israelske premierminister siger torsdag, at han er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat.
 Foto: Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, siger torsdag, at han har givet USA besked om, at han er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat, når Gaza-krigen er forbi.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Netanyahu har dog tidligere sagt, at han ikke er modstander af en tostatsløsning, selv om hans højreorienterede Likud-parti, har et partiprogram, hvor der klart står, at det ikke støtter en oprettelse af en palæstinensisk stat.

Flere af partierne i regeringskoalitionen, som han leder, er også imod en tostatsløsning.

- Israel har behov for sikkerhedskontrol over alle områder vest for Jordan. Det kolliderer med idéen om (palæstinensisk) suverænitet, men hvad kan man stille op? sagde han videre og tilføjede:

- Premierministeren må være i stand til at sige nej til vore venner.

USA og det internationale samfund fastholder kravet om en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne, hvilket betyder, at palæstinenserne får deres egen stat.

Netanyahus betegnelse "områdene vest for Jordan" inkluderer nødvendigvis både den besatte Vestbred og Gazastriben.

FN's Sikkerhedsråd vedtog 22. november 1967 enstemmigt resolution 242, som kræver en israelsk tilbagetrækning fra de områder, som blev besat af israelerne under Seksdageskrigen.


Sponsoreret indhold