Israel retter angreb mod Irans forsvarsministerium

Israel har natten til søndag rettet et angreb mod hovedkvarteret for Irans forsvarsministerium.
Det melder det halvofficielle iranske nyhedsbureau Tasnim ifølge AFP.
Ministeriet ligger i landets hovedstad, Teheran, hvor Israel over de seneste dage har udført flere angreb. En af ministeriets bygninger er blevet lettere beskadiget, oplyser nyhedsbureauet.
Fra israelsk side bliver det ifølge Reuters bekræftet, at landets luftvåben har angrebet hovedkvarteret for organisationen SPND, som bedriver forskning inden for forsvar. Organet hører under forsvarsministeriet.
Ifølge USA og Israel forsøger SPND at udvikle atomvåben.
Der har ikke været meldinger om tilskadekomne i angrebet, som ikke er blevet kommenteret af det iranske forsvarsministerium.
Natten til søndag er der hørt flere eksplosioner i Teheran.
Foruden forsvarsministeriet er også to oliedepoter i Teheran ifølge Iran blevet angrebet. Det er sket lørdag aften.
Situationen er under kontrol, har Iran sagt. Der har desuden været meldinger om brand på et olieraffinaderi efter et israelsk angreb.
Konflikten mellem Iran og Israel eskalerede natten til fredag, hvor Israel gennemførte en række angreb målrettet det iranske atomprogram. Flere atomanlæg blev ramt, og militære embedsmænd såvel som atomforskere blev dræbt.
Iran har svaret tilbage med angreb flere steder i Israel, heriblandt i storbyerne Jerusalem og Tel Aviv.
Irans Revolutionsgarde advarer natten til søndag Israel mod at fortsætte fjendtlighederne. De iranske angreb vil blive tungere og mere omfattende, hvis ikke Israel indstiller sine angreb, lyder det.
Revolutionsgarden siger videre, at Iran har angrebet faciliteter i Israel, hvor fly får brændstof, samt energiinfrastruktur.
Selv om Israel først lørdag har udført angreb mod Irans olieindustri, begyndte oliepriserne allerede fredag at stige på grund af frygt for forstyrrelser i olieeksporten fra regionen.
Både i Israel og Iran har myndighederne oplyst, at mennesker er blevet dræbt i angrebene, mens mange er blevet såret.