Nyheder10. november 2023

Israel nedjusterer antal dræbte i Hamas-angreb til 1200

Mange ofre for Hamas-angreb var ikke identificeret. Nu mener Israel, at en del var Hamas-folk, siger talsmand

Israel nedjusterer antallet af dræbte ved Hamas' angreb i Israel lørdag 7. oktober fra 1400 til 1200.

Det siger en talsmand for Israels udenrigsministerium fredag aften til nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

- Omkring 1200 er det officielle antal ofre for massakren 7. oktober, fastslår talsmand Lior Haiat han i en skriftlig meddelelse til Reuters.

- Det er det opdaterede tal. Det skyldes det faktum, at der var mange lig, som ikke var identificeret, og nu tror vi, at de var terrorister ... ikke israelske dødsofre, uddyber han over for AFP.

Kort forinden havde talsmanden i en tekst, der er lagt på X - det tidligere Twitter - ligeledes skrevet, at 1200 mennesker blev dræbt i Israel 7. oktober.

Det officielle antal dræbte blev opdateret torsdag, tilføjer Haiat til Reuters.

Størstedelen af de dræbte i Hamas' angreb var civile, har Israel tidligere meddelt.

Omkring 380 af dem var israelske soldater og politifolk, har myndighederne tidligere oplyst.

Tidligt lørdag morgen 7. oktober stormede krigere fra den militante islamistiske Hamas-bevægelse ind over grænsen fra den palæstinensiske enklave Gazastriben til Israel.

Her angreb de militante palæstinensere blandt andet nærliggende kibbutzer og en musikfestival. Alene i det område, hvor musikfestivalen Supernova blev holdt, blev der fundet 260 døde.

Hamas tog desuden omkring 240 gidsler med til Gazastriben.

Siden har Israel gennemført luftangreb og en landinvasion af Gaza.

Her er over 11.000 mennesker blevet dræbt, hvis tal fra sundhedsministeriet i den Hamas-kontrollerede enklave står til troende.

Det er ikke umiddelbart muligt at få dødstallet bekræftet fra uafhængigt hold.

Hamas er på EU's, USA's og Israels lister over terrororganisationer.

Sponsoreret indhold