Nyheder7. april 2024

Israel med stor tilbagetrækning af styrker

Israelske medier skriver, at Israels militær har trukket de fleste landstyrker ud af den sydlige del af Gaza
Israelske soldater ses her i Khan Younis i december. (Arkivfoto).
Israelske soldater ses her i Khan Younis i december. (Arkivfoto).
 Foto: Idf/Reuters/Ritzau Scanpix

Israels militær har trukket alle sine landstyrker undtagen én brigade ud af det sydlige Gaza.

Det oplyser en talsperson for militæret ifølge Reuters.

Avisen The Jerusalem Post skriver, at der er tale om tre brigader, som har forladt Gazastriben natten til søndag. De har især opereret i og omkring byen Khan Younis.

Khan Younis ligger cirka otte kilometer nordøst for grænsebyen Rafah i det sydligste Gaza.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har gentagne gange sagt, at landet vil sende landstyrker ind i Rafah. Det er dog endnu ikke sket.

Det vurderes, at mere end en million palæstinensere har søgt ly i Rafah, der grænser op til Egypten. Det er cirka halvdelen af Gazas samlede befolkning.

Én brigade, Nahal-brigaden, befinder sig ifølge The Jerusalem Post fortsat i det sydlige Gaza. Avisen henviser til oplysninger fra en militær radiostation.

Nahal-brigaden bliver angiveligt i det sydlige Gaza for at hindre palæstinensere i at rejse fra den sydlige til den nordlige del af det palæstinensiske område.

Også avisen Haaretz skriver om tilbagetrækningen.

Her forlyder det, at Israels militær har trukket sin 98. division ud af Gaza.

Det er uklart, ad hvilke kanaler Israels militær har oplyst om tilbagetrækningen.

Det er heller ikke klart, hvor mange soldater, der er trukket ud af Gaza, og hvor mange landstyrker der er tilbage. Ifølge Reuters består en israelsk brigade typisk af "et par tusinde soldater".

Meldingen om tilbagetrækningen kommer, præcis seks måneder efter at Hamas angreb Israel, dræbte 1200 mennesker og tog cirka 250 gidsler.

Siden iværksatte Israel sin krig mod Hamas i Gaza.

Foreløbig har krigen ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder i området kostet flere end 33.000 mennesker livet.

Sponsoreret indhold