Nyheder11. oktober 2022

Iskæden Social Foodies går konkurs

Det er ikke lykkedes for iskæden Social Foodies at redde biksen, og den må derfor lukke
Social Foodies
Nu gik den ikke længere for iskæden Social Foodies.
 Foto: Socialfoodies.dk

Nu er det slut med at spise is i den gode sags tjeneste.

De seneste måneder har en advokat nemlig forsøgt at redde stumperne af iskæden Social Foodies, men uden held.

Social Foodies beskriver sig selv som en værdidrevet virksomhed, hvor "du får en lækker smagsoplevelse og andre mennesker sikres bedre levevilkår". Men konceptet har altså ikke været nok til at drive værket videre.

Til Finans fortæller advokat Nicolai Dyhr, at det ikke var muligt at tilfredsstille kreditorerne.

- Der er igangsat en åben budrunde på de aktiver, der tilhører konkursboet. Alle er velkomne til at byde ind, siger Nicolai Dyhr til mediet.

Retsdokumenter som Finans har fået indsigt i viser, at kreditorer havde anmeldt gæld for 11,6 millioner kroner i midten af september i år.

Social Foodies blev stiftet i 2013 af Thor Thorøe, som også er stifter af Paradis is, som han ikke længere er en del af.

Social Foodies har i alt syv butikker i København og Aarhus og i alt 100 ansatte.

Sponsoreret indhold