Nyheder3. januar 2022

Ishockeyspiller fik skåret halsen op: - Skreg, at jeg skulle dø

Tilskuerne til en svensk ishockeykamp måtte holde vejret allerede efter 43 sekunder, da spiller fik skåret halsen op
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220101-000234-6-1301x867we.jpg
 Arkivfoto: David Berding/AFP/Ritzau Scanpix

Der var drama lige fra starten, da naboklubberne KRIF og Mörrum tørnede sammen på isen i den tredjebedste ishockeyrække i Sverige dagen før nytårsaften.

Efter kun 43 sekunder fik den 26-årige canadiske Mörrum-spiller, Caleb Eefting, skåret halsen op, da en modstander fik løftet en af de skarpe skøjter op i Eeftings hovedhøjde.

Det skriver Aftonbladet, der også har en video af episoden – videoen indeholder voldsomme og stærke billeder.

- Jeg så skøjten komme imod mig, men jeg forstod først ikke, at jeg var blevet skåret. Jeg mærkede bare et helvedes brag og tænkte, at skøjten havde ramt hjemlen, siger forsvarsspilleren til Aftonbladet.

Der gik dog ikke lang tid, før det gik op for ham, at han blødte voldsomt fra halsen.

- Jeg skal dø

Synet af blodet fik ishockeyspilleren til at skynde sig ud til udskiftningsbænken, og mens tænkte han kun de værste tanker:

- Jeg råbte, at jeg skulle dø. Det eneste, jeg kunne tænke på lige der, var at komme væk fra isen og håbe, at nogen kunne hjælpe mig, siger Eefting.

Der var til Eeftings store held lægekyndige folk på stedet, der kunne redde hans liv, lægge et pres på hans nakke og tvinge ham til at ligge ned.

Herefter blev han kørt på hospitalet i byen Karlskrona, hvor han blev opereret, og da den uheldige ishockeyspiller vågnede, fik han da også at vide, hvor tæt det var på at gå rigtig galt.

Havde skøjten ramt få millimeter i den anden retning, kunne episoden have kostet Caleb Eefting livet.

Har det bedre

Dagen før det nye år delte Eefting et opslag på sin Twitter-profil, hvor han fortæller, at han har det bedre.

I samme opslag takker han også modstanderholdet for at være med til at redde hans liv.

’Jeg er oppe og har det godt! Tusind tak til det fantastiske personale hos KRIF (modstanderne red.). I reddede mit liv! Også til de fantastiske læger her i Karlskrona. Jeg kan ikke vente med at komme tilbage på isen,’ skriver Caleb Eefting.

Sponsoreret indhold