Iran har onsdag henrettet en mand, som ifølge de iranske myndigheder har spioneret for den israelske efterretningstjeneste Mossad.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som henviser til oplysninger fra det iranske retsvæsens nyhedsmedie, Mizan.
Manden, der er blevet henrettet ved hængning, blev anholdt i april 2025.
Ifølge de iranske myndigheder har han overdraget fortrolige dokumenter og andre oplysninger fra Iran til Mossad.
- Hamidreza Sabet Esmaeilipour, som blev anholdt 29. april 2025, blev hængt på grund af spionage og efterretningssamarbejde til fordel for en fjendtlig efterretningstjeneste (Mossad) ved overførsel af klassificerede dokumenter og informationer, skriver Mizan.
Ifølge mediet er dødsdommen blevet blåstemplet af Irans højesteret.
Siden den mangeårige konflikt mellem Israel og Iran udviklede sig til en militær konfrontation i juni sidste år, er adskillige iranere blevet henrettet, fordi de ifølge de iranske myndigheder har samarbejdet med Israel.
Gennem 12 dage i juni 2025 angreb Israel og Iran hinanden. Israel angreb først og gik efter Irans atomkraftværker og militære installationer. Flere atomforskere og højtstående militærfolk blev dræbt.
Israel ville med sin offensiv bremse Irans udvikling af en atombombe og skade det iranske atomprogram.
Iran svarede igen med angreb flere steder i Israel - herunder på flere beboelsesområder.
Undervejs blandede USA sig, og amerikansk militær udførte luftangreb på atomkraftværker i de iranske byer Natanz, Isfahan og Fordow.
Iran og Israel har været i konflikt siden den iranske revolution i 1979, hvor Irans daværende amerikansk- og israelskstøttede monarki og shah blev væltet til fordel for det islamiske præstestyre.