Nyheder12 timer siden (opd. 9 timer siden)

Iran forbereder forslag om at forlade FN-traktat

Parlamentet i Iran forbereder ifølge Reuters et lovforslag, der har til formål at udmelde landet af FN-traktat

Irans parlament forbereder et lovforslag om at forlade en FN-traktat om atomvåben.

Det siger Esmaeil Baghaei, talsperson fra Irans udenrigsministerium, ifølge Reuters.

FN-traktaten om ikke-spredning af atomvåben, NPT, har som formål at forhindre spredningen af atomvåben og fremme samarbejdet om en fredelig anvendelse af atomenergi.

Talspersonen understreger ifølge nyhedsbureauet i samme ombæring, at Iran fortsat er imod udvikling af masseødelæggelsesvåben.

Aftalen fra 1968 er underskrevet af 191 lande. Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea er ikke en del af traktaten.

Selv om Baghaei oplyser, at et lovforslag er undervejs, skriver flere iranske statsmedier ifølge Reuters, at der endnu ikke er blevet truffet en beslutning vedrørende et farvel til traktaten.

Som en del af NPT skal landene samarbejde med Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, som hører under FN.

Torsdag vedtog agenturet en resolution, der anklager Iran for ikke at overholde sine forpligtelser i henhold til en ikke-spredningsaftale om atomvåben.

Baghaei fremhæver ifølge Reuters, at Israels angreb mod Iran, som begyndte natten til fredag, skete i kølvandet på udgivelsen af resolutionen.

- De, som stemte for resolutionen, banede vejen for angrebet, siger han ifølge nyhedsbureauet.

Iran har i de seneste år opbygget store lagre af beriget uran, der kan anvendes som det radioaktive stof i atombomber.

Landet siger selv, at berigelsesprogrammet kun har civile formål. Omvendt siger Israel, at Iran i hemmelighed udvikler atomvåben.

Iran har flere gange afvist, at landet skulle have intentioner om at udvikle et atomvåben.

Israel har aldrig afvist eller bekræftet, at landet har atomvåben. Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut, Sipri, vurderer dog, at landet har omkring 80 atomvåben.

Sponsoreret indhold